derfor en blog og ikke en dagbog

Jeg blogger både her og der og nogle, og jeg selv, har spurgt om en dagbog ikke var noget istedet ?

Fra tid til anden laver jeg nogle meget personlige blogs. Alle er sådan set personlige – intet af det jeg skriver her er sponseret eller skrevet for at du kan få en god mavefornemmelse, ingen opskrifter på laktose- og glutenfri pandekager og ingen blogs om hvorfor motion er vigtigt for dig (det ved du godt allerede..) eller hvorfor den creme er god til netop din hudtype om vinteren.

Det skriver jeg ikke om – fordi det interessere mig uendelig lidt.

Jeg vil gerne fornemme mennesket bag en blog – et menneske som ikke er bange for at give lidt af sig selv, ikke er bange for at det ødelægger Tinderprofilen og ikke er bange for sige at livet til tider er pissehårdt. Elller som Peter Ingemann skrev  “jeg har også haft hæmorider“. Pænheden truer jo med at tage livet af os (mere om det en anden gang)

Nu er jeg ikke kendt som fx Peter Ingemann fra “Hammerslag” og “Størst” og hvad jeg siger, skriver eller mener iøvrigt kommer ikke så langt. Eller det gør det nok når det kommer ud på www men der bliver ikke langt så meget mærke til det; og det er sikkert meget godt.

Jeg lægger ikke skjul på hvorfor jeg blogger her: det gør jeg som en slags selvterapi for tanker fylder mindre når de bliver til ord og mindre igen når de kommer ud gennem pennen eller tastaturet. Nogle mener de kommer bedst ud gennem pennen i hånden. Når de bliver til en fysisk handling. Når det bliver til en fysisk ting – ord, skrevet på en side papir, i en bog.

Så den ene del er en slags mentaloprydning hos mig og så tænker jeg at der måske er andre derude som kan bruge det. Enten som inspiration, til at føle man ikke er alene, til tidsfordriv eller at kunne grine lidt af mig og mine kvaler.

Jeg er blevet spurgt om jeg ikke bare kunne føre en dagbog istedet for at belaste webservere med min tastaturskriblerier ? Og svaret er: nej, det kan jeg ikke. Jeg har da også spurgt mig selv det samme…så fair spørgsmål.

Dels så opfyldes punkt 2 helt sikker ikke. Alså punktet med dele tanker med andre og så har jeg svært ved at det bliver en fysisk ting.

Jeg skriver oftets på en følelse. Noget her og nu. Noget nærværende for mig. Og skriver jeg det i en bog er følelsen/tanken ikke væk fra mig. Det ligger foran mig i fysisk form. Det kan jeg ikke lide. Virkelig ikke. Det bliver lidt som at have et spøgelse i huset (tænker jeg uden at have haft spøgelse…)

Når jeg har sat det sidste punktum og klikket på “udgiv” er det “rigtigt” væk fra mig. Helt ude af mit system. Det er givet fra mig til dig. Og det passer mig godt. Sådan kan jeg bedst lide det. 

 

PS: Jeg skriver heller ikke i hånden for jeg har svært ved selv at læse min håndskrift. Jeg synes det er anstrengende og så er det sværere at rette i…

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *