det var et nederlag og jeg var flov

Selv nu mere end 30 år senere husker jeg det tydeligt: nederlaget og min fars rysten på hovedet.

Alle er sikkert underlagt forskellige normer og kønsrollemønstre og det er jeg også. Jeg er født et år før ungdomsoprørt og min barneår i 1970érne var præget af forandringer (som alle tider er det), oliekrise, rødstrømpebevægelse (fx Danner Huset i ´79), EF, Fremskridtspartiet, Gasolin og Shu-Bi-Dua (+ Grease, ABBA, BoneyM) – kedeligt var det ikke..

Det var normen, at der måtte ryges alle steder og det var lang tid før nogle havde tænkt på, at der skulle være en alkohol politik på arbejdspladsen.

Som jeg huske det var der ikke mange kvinder, der havde kørekort. Det havde ingen kvinder i min forældres vennekreds eller i familien: min mor havde ikke, min mormor havde ikke, min faster havde ikke og ingen tante havde det.

Min far mente selv at han var verdens bedste chauffør (han mente også han kunne køre bil efter en våd aften hos Onkel Harry og Tante Margrethe) og det lå i kortene at det at køre bil var en mandeting og at det lå helt naturligt for mænd.

Jeg havde også leget i min forældres bil – skiftet gear lydeløst og gnidningsfrit, trykket på hornet, kippet med det lange lys og vise af med blinklys: jo, jeg var en lille mand og det at få en kørekort var jo en formssag. Nærmest en selvfølge.

Med hiv og sving bestod jeg teoriprøven (censor var nådig) men til gengæld dumpede jeg til 1. praktisk køreprøve. Og til nummer 2….der slap både tiden, tålmodigheden og pengene op og jeg fik ikke mit kørekort som 18 årig. Det fik jeg nogle års senere – ca 2 uger før min egen første biltur til Italien.

Jeg oplevede min far som både irriteret og skuffet. Irriteret over at have brugt penge (som han sikkert ikke havde) på et kørekort jeg så ikke fik. Og skuffet over, at jeg ikke var i stand til at består en fucking (det sagde man ikke dengang) køreprøve. Noget som mænd bare kan: køre bil.

Selv var jeg flov over det. Det var på ingen måder mandigt som man gerne vil være som 18årig i midtfirserne – og så begynder alle undskyldninger: det var også fordi kørelæren var dårlig, den sagkyndige kunne ikke lide mig og var bare ude på at slagte mig, det var lidt ratslør i bilen etc etc.

Det er utroligt, hvilke undskyldninger man ikke kan finde på.

Anyways: at dumpe er sket ikke så unormalt som man skulle tro 

Som det ses af figuren til venstre med data fra Rigspolitiet en en artikel i Politikken den 3. april 2016 med overskriften “Flere og flere dumper, når de er til køreprøve” er det at dumpe faktisk ret almindelig.

I min optik urimeligt almindeligt. Så høje dumpeprocenter ville man ikke acceptere i mange andre sammenhænge. Men nu er det kun unge mennesker og penge…(sarkasme alert)

Hvorfor er der ikke en “smiley”-ordning for køreskoler ? Jeg er overbevist om at de 47% procent, der dumper den praktiske prøve i København dækker over, at der er kørerskoler med en meget lille dumpeprocent og nogle med en meget høj dumpeprocent.

Ville det ikke være rimeligt overfor de unge mennesker at de tydeligt at se hvad der er godt og hvad der er mindre godt ? Jeg synes det….

Et kørekort idag koster mange penge. Her tænker jeg at der sikkert ikke er mange som kan klare sig med lovpakken til under 8.000 kroner som alle køreskoler konkurrere på.

PS: der er måske også værd at beskæftige sig med hvorfor der er så store forskelle i de forskellige landsdele. 47% dumper praktisk køreprøve i København og bare 26.1 % i Sydøstjylland. 

Lidt polemisk kan man sige at København i denne sammenhæng er den rådne banan.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *