Dødvægt

Jeg har som bekendt sklerose, som er en kronisk, invaliderende, progressiv kritisk sygdom, der har gjort mig til invalidepensionist. Har sendt mig permanent ud på bænken uden chance for at bliver sendt på banen igen af cheftræneren.

På nogle måder føler jeg at jeg lever i et parallelverden. Udenfor arbejdsmarkedet og kan til tider godt føle mig nytteløs, uden værdi og uden at kunne bidrage.

Det at bidrage har altid ligget mig meget på sinde. (Er du en skumslukker?)

Det får mig til at tænke på en gammel western med John Wayne, hvor en gruppe indianere efterlader en syg ældre kvinde til at dø i sneen fordi hun ikke kan bidrage og er en unødvendig klods om benet: DØDVÆGT.

Jeg kan sige at den følelse, hvor kortvarig den end måtte være, er ubehagelig.

Men det er heller ikke korrekt !

Man kan gøre et menneskeliv op på flere måder. Fx individets bidrag til BNP. Men der er andre målestokke.

Jeg er glad for at kunne sige at de evner jeg har stadig kan bruges, nogle er måske ovenikøbet blevet styrket af omstændighederne og jeg kan bidrage på flere fronter. Jeg kan ikke bidrage intellektuelt eller håndværksmæssigt, eller med at synge en sang, eller med at flytte dit klaver….

Men jeg kan bidrage med ideer, tid og nærvær. Tre ting, som der ikke findes for meget af….

Skriv et svar