Døv eller blind ?

I skolegården stillede vi nogle gang hinanden spørgsmål. Nogle gang af semi intim karakter (“kan du godt lide X ?”) eller hypotetiske spørgsmål: “hvad vil du helst: “blive blind eller døv ?” eller “hvilken arm vil du helst miste ? den højre eller venstre ?”

Barndommens uskyldige spørgsmål, som kun var af rent hypotetisk karakter. Det var jo ikke virkeligt. Det ville aldrig ske.

Nu er spørgmålet ikke helt så hypotetisk mere, selvom jeg har aftalt med en veninde at slige sager ikke sker for os. 7-9-13, bank under bordet etc etc

Jeg har tænkt lidt over spørgmålet tidligere og det blive “sjovt” nok aktuelt næsten hver gang jeg har haft et attak. Nu er det jo skønne spildte kræfter: dels blive det måske aldrig 100% relevant og så kan jeg jo ikke selv vælge. Her er man 100% overgivet til skæbnen, heldet, Gud, tilfældighederne eller hvor man har det bedst med at ansvaret for slige sager er placeret.

Sådan helt at “vælge” kan og vil jeg ikke. Skal højre eller venstre arm stå af ? Synet eller hørelsen ? Alle ting er slemt. Men at miste synet vil jeg sgu være rigtig ked af. Så er glæden bla. ved fotografi endegyldig slut.

Som tidligere nævnt har jeg indtil videre ikke den store synlige begrænsninge men er blevet ramt på de kognitive funktioner. Jeg oplevede ved et attak for et par år siden at have svært ved at formulerer mig både i skrift og i tale.

Jeg har tidligere været meget veltalende og været rigtig god til at holde foredrag og holde indlæg. Så det at være god til at kommunikerer er og har altid været en stor del af mig: Henrik. Når man så blive ramt på sin “kerne kompetance” gør det ondt. Min “kerne kompetance” er ikke at løbe maraton eller at være sportsdanser..

Umiddelbart frygter jeg mere at miste mig selv end at miste evne til at kunne gå. Siger jeg nu….:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *