ingen eller mange forventninger er et problem

Du ved allerede at forventninger kan være et problem…

Som barn følte jeg ofte forventningerne og som ung følte jeg dem lidt tyngende. Min forældre havde sat mig i privatskoler med tanken om at jeg skulle lære noget og min far havde en tydeligt udtalt forventning om at jeg skulle blive den første student i familien. Stor var ikke bare skuffelsen men også vreden fornemmede jeg da jeg valgte at gå en anden vej. Tavsheden mellem os indfandt sig og varede næsten et år.

Min mor havde heldigvis en anden tilgang og måske er det sådan at en moders kærlighed er betingelsesløs ? Min mors var.

Forventningerne om store ting var også blevet internaliseret og jeg har ofte sloges med skuffelsen over mig selv. For intet jeg gjorde føltes nogensinde godt nok. Min fars skuffede forventninger var skuffende men det kunne jeg bruge aktivt som brændstof – “jeg skal vise jeg godt kan på trods af….”

Jeg var allerede som barn god til at visualiserer. Jeg visualiserede det fantastiske saksesparksmål jeg lavede på fodboldbanen,  jeg  visualiserede det stor menneskemængde der hyldede mig for at opdage kuren mod cancer og jeg visualiserede de taknemmelige ejere når jeg havde reddet deres hund ud af et brændende hus. Jeg har intet gjort af det…skuffende.

Så jeg føler at forventningerne har tynget men hvor mon jeg havde hvis ingen eller jeg selv  havde haft nogen? Måske havde jeg også der følt mig som en taber og jeg havde måske ingen motivation haft for at strenge mig an ?

For jeg har jo klaret mig godt i gængs forstand: jeg var Nordisk IT Chef, haft bil og båd, er gift og har to dejlige børn – det sidste er det vigtigste så skidt med at jeg ikke har lavet en app og har 250.000 følgere på Instagram. Og kuren mod kræft tænker jeg at jeg overlade til nogle andre og bedre kvalificerede…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *