Hvordan ser din fotografisk værktøjskasse ud ?

Det er meget populært at tale om at man har en “værktøjskasse”.

Og det er sådan set også rigtigt. Jeg forestiller mig i fotografisk sammenhæng at en “værktøjskasse” består af flere elementer. Også flere end jeg lige nævner her – men det er en start:

Grej
Sådan set det nemmeste (det skal “bare” penge til)  men også nogle gang lidt ilde set – “se, en grejluder”.

Men jeg må bare sige at ønsker du at fotograferer små fugle i flugt bliver det umådeligt svært hvis den længste brændvidde du har i “kassen” er en 24mm…..
Derfor synes jeg at kunne konstaterer at til nogle ting er noget grej, om ikke nødvendigt, så et MEGET stort plus. Jeg tror mange er startet med en type af fotografi og derfra gået over i noget andet og har oplevet at det kan være en dyr affære….

“Når alting sejler, er det godt at have et sejl”
Kilde: det brune punktum

Altså skal du have skruet en skrue i et bræt er det godt at have en skuetrækker. Det kan muligvis lade sige gøre med en papegøjetang – men en skruetækker er bare nemmere….

Viden
Fotografi er også et håndværk. Punktum.

Det er en stor hjælp hvis du besidder også lidt teknisk viden. Om hvordan dit kamera virker, hvordan lys opfører sig, hvad forskellige optikker gør etc etc.
Kan der laves gode billeder selvom man er er helt blank ? Ja. Der skal mere end teknik til at lave et godt billede – men det hjælper saftsuseme og du kan mere sikkert komme frem til det resultatet du ønskede.

Din person
Måske ofte en noget overset faktor.

“vil du lave bedre billeder, skal du udvikle dig personligt, du er dine billeder, dine billeder er dig”
Kilde: Fatamorgana

Hvordan du end vender og dreje det er dine billeder et spejl af dig selv.

Udover dette lidt ophøjede tågesnak er personlige egenskaber som fx flid og evner til at tale med andre en stor, stor hjælp.

Jeg kender ingen som er blevet verdenmester fra den ene dag til den anden. At blive god til noget kræver en indsats og man laver helt sikkert en masse fejl undervejs – dem lære du af…

At kunne komme i kontakt med andre er ikke kun gavnligt til model- eller portrætfotografi, hvor det virker helt indlysende. Du er ude at lave et naturbilleder. Du ser noget helt fantastisk og lige der er der en fantastisk lys. Det ligger bare på privat grund…

Du kan vælge at sige “what the hell” eller du kan vælge at gå ind til bondemanden, som ejer jorden og spørge ham. Det gør du og da du taler med ham viser det sig at hans oldefar var Ellehammer. Dansk flyvnings store helt og han har i laden et par af Ellehammers første spæde forsøg, at hans farfar var kaptajn i RAF under krigen og at han selv er ved at bygge en u-båd.

Det ville du gå glip af hvis du “planker” den !

Forsidebilledet er fra Istanbul, Tyrkiet. En fyr jeg faldt i snak med. Kender ikke hans navn og ser ham nok aldrig igen. Et kort men godt møde….

Skriv en kommentar