Frustrerende…men sådan er det

Fornyelig var jeg i Paris med min familie. Dejligt med også frustrerende.

Jeg satte nu ikke stor pris på Paris som barn…

Paris er som andre storbyer en “vade by”. Dvs at man går meget. Også selvom man benytter sig af den meget fine og udbyggede Metro.

For mig er det møghamrende frustrerende ikke at kunne nå at se det jeg gerne vil. Dels kan jeg ikke gå så langt mere (det bliver endog meget belastende med hvil for hver 400-500meter…) og dels fungerer det ikke for mig hvis jeg ikke får hvilet om eftermiddagen.

Jeg har også brug for en god nattesøvn så det med at opleve Paris aftenen er svært….

Men jeg vil gerne. Op om morgen for at fotograferer, gå omkring hele dagen, spise til aften på en god restaurant, gå mere omkring og fotograferer….men sådan er det ikke….

Det er møghamrende irriterende ikke at kunne det man gerne vil. Hvis jeg vidste at jeg kom tilbage måneden efter…nå ja. Men det gør jeg ikke…

Jeg siger ofte til mig selv at sådan er vilkårene nu en gang og intet, absolut intet, kan  fjene det, men derfor er det nu møghamrende-pisse-frustrerende alligevel.