Du er her Hjem / blog / gamle papirer med minder dukker frem

gamle papirer med minder dukker frem

I forbindelse med at vi skal rydde vores ene loftrum faldt jeg over papirer, som jeg ikke vidste jeg havde…

Indimellem for jeg dårlig samvittighed over jeg ikke kan huske datoer for vigtige begivenheder og tænker at det burde jeg kunne huske, og det er sgu også for dårligt etc etc

En af de ting jeg ikke kan huske er min fars dødsdag (kan heller ikke huske min mors eller hvornår jeg fik konstateret MS eller….). Jeg husker året og tiden på året, begravelsen og det efterfølgende gravøl men ikke datoerne for hverken dødsdagen eller begravelsen.

Men jeg fandt et charteque…

Kinamand_001Det indeholdt alle papirer og bilag fra min fars død og begravelse: dødsattest, regning fra bedemanden, regning fra blomster og regning fra stedet hvor gravøllet blev holdt.

På disse papire står min fars dødsdag og dato for begravelsen også:

Død: 8. september 1999

Begravelse: 13. september 1999

Min far døde efter forholdvis kort tids sygdom på Bispebjerg Hospital og jeg fik heldigvis spurgt om nogle af de ting jeg gerne ville vide. Jeg fik svar – ikke helt udtømmende svar men det har jeg heller ikke krav på. Kan man forklare ting fyldestgørende som måske skete 25 år før ? Næppe.

For et stykke tid siden skrev jeg indlægget “kendte jeg mine forældre?“,   at “alle har en fortid” og vist også argumenterede for at man som barn, hvilket man bliver ved med at være overfor ens forældre, ikke skal vide alt. Ligesom at forældre heller ikke skal vide alt.

I charteqet lå også billedet til venstre. Et billede jeg også husker fra væggen hos min faster og onkel. De havde en kopi hængende.

Det er temmelig sikkert en del af min fars afgangsprojekt – en affotografering, filmen fremkaldt og kopieret. Jeg har et billede som min far har lavet med en trommeslager og hvor filmen er vendt (fra positiv til negativ – avanceret mørkekammerteknik…)

 

Min mor døde flere år før (1993) og jeg husker følelsen af ensomhed da min far døde. Som min bror sagde: “så er der kun os tilbage”.

Hvilket er helt rigtig. Jeg rykkede frem i bussen…det var nu ikke tanken eller følelsen af at døden var kommet nærmere på men mere at det som klarest forbandt mig med barndommen var væk, trygheden var væk og det stod 100% klart at nu var jeg på egne ben med det fulde ansvar.

I fobindelse med en begravelse eller bisættelse får man ofte nogle vise ord med som, forestiller jeg mig, skal give trøst i sorgen. Lidt efter bisættelsen kom der et kort fra Kirkegårdsafdelingen på Bispebjerg. Da jeg læste dem, og når jeg læser dem nu gør de bare ingenting for mig. Poesi har bare aldrig været min stærke side….

Far_bisættelse_001_1

2 comments

Skriv et svar