her er min Top-3 over rædselsfulde steder

Jeg kan sagtens nævne en masse steder jeg synes er vidunderlige men kan altså også nævne nogle som ikke er….

Det som er guld for nogle er skrammel for andre og vi vægter ting forskelligt så jeg forestiller mig ikke du er mening med mig – og det er helt fint.

Lalandia

Jeg har “kun” været i Lalandia i Rødby – flere gange – og det står som et mareridt !

Den ene gang havde datteren vundet et ophold så der var ingen vej udenom – andre gange har jeg nægtet på det allermest bestemste.

Klimaet inden i kuplen er rædselsfuld og lydniveauet er endnu værre. Fadbamser og lugten af dårlig mad hænger i næsen og tøjet flere dage efter.

Jeg synes, det er et forfærdeligt sted.

Det skal siges at det nu er vel 10 år siden jeg var der sidst og meget kan være forandret. Men jeg har ikke lyst til at tage derned og se efter.

Ikea

Det er flere gode ting ved Ikea. Det skal jeg være den første til at sige. På nogle område er det en meget demokratisk butik med godt designede møbler til en pris hvor alle kan være med. De har mange gode løsninger og det tager jeg hatten af for.

Når jeg ikke kan lide at komme der skyldes det primært at man skal ledes igennem hele varehuset – fra øverst til nederst. Jeg ved, der er “smutveje” men jeg kan sgu aldrig finde dem og slet ikke overskue det.

Når jeg kommer sådanne steder betragter jeg det som en militæroperation: “hurtigt ind og hurtigt ud”

Det er mit indtryk at mange betragter det som en familieudflugt på lige fod med en skovtur med pasningsmulighed af fjern tante, der kun er inviteret med for at passe børnene. En udflugt, hvor børnene kan sættes af i legeland og så slutter vi af med KÖTTBULLAR MED POTATISMOS

Palads Biograferne

Jeg synes, det var en mere elegant bygning før Gernes lagde farve på den- men det er ok og ikke grunden til at jeg ikke kan lide den nu.

Før elskede jeg Palads – de store sale og det elegante interiør.

Nu er det små sale, hvor man bør skamme sig over at vise film. Nogle af salene er jo fucking mindre end min dagligstue !

Interiøret er billigt, kedelig og egner sig bedre til et cafeteria. Lugten af popcorn hænger tungt.  Jeg kan ikke fordrage det. 

Desværre laver Nordisk Film noget af det samme med Imperial Bio. Der lykkes dem også at gøre indgangen tarvelig. Ja, tarvelig. Der skal være slik og slush ice – det er det folket vil have – men det kan for helvede da vel gøres   elegant.

I januar 2017 var det tale om et projekt, der indebar nedrivning af det som Mads Brügger (programchef på Radio24syv) kaldte “et postmoderne firser-mareridt”.  Det er ikke helt dødt endnu (heldigvis) trods mange protester.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *