Hjælp, min datter flytter hjemmefra

Man ved det sker en dag og pludselig er dagen her

Min yngste datter flytter snart hjemmefra men ikke så langt væk heldigvis…der er håb om at vi stadig ser hende..:-)

 

Der er en noget kompleks følelse af glæde på hendes vegne, lidt sorg over det, lidt nervøsitet for hende og en spændthed for egne veje.

Det betyder at vi, min hustru og jeg, for første gang i 20 år kun vil være os to i dagligdagen. Jo, der har været weekends, ferie ect hvor vi også har været to men det har jo hele tiden ligget at det var midlertidigt. Nu er det ikke midlertidigt men en permanent situation.

Der er tale om en milepæl for os alle sammen. Jeg husker godt da jeg flyttede hjemmefra for ca 30 år siden – jeg har glemt så meget andet men jeg husker da jeg flyttede hjemmefra. Det ER en stor dag hvor ens løsrivelse (det lyder mere voldsomt end det er) får en meget klar og tydelig manifestation: egen adresse i folkeregistret.

For løsrivelseprocessen har været igang i flere år – helt som det skal være – og jeg kan med både glæde og storhed sige at vi har en voksen, selvstændig datter.

Det er også en milepæl for min hustru og jeg som par. Nu er det igen os to.

Jeg synes at læse og fornemme at det er ikke alle som kommer helt nemt hverken ind i og slet ikke igennem den af fase af livet. En del bliver skilt og jeg skal slet ikke kloge mig på hvorfor.

Vi går ind den nye fase med mod på tingene og en tror på at det fortsat bliver godt. Anderledes og nyt, ja, men godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *