Hospitaler og jeg på en helt almindelig torsdag

Hospitaler og jeg er et umage par. Jeg er ikke god til hospitaler. Hverken som patient eller som besøgende.

Når det er mig selv det handler om bryder jeg mig ikke om hospitaler. Vel fordi der er en årsag til at jeg er der….Jeg er ikke god til at være syg og har slet ikke min hustrus “tag-dig-sammen”-gen.

Stort set alt ved hospitaler irriterer mig. Tempoet ting foregår ved, den usmagelige mad, de nedslidte fysiske rammer og de gættende læger. Og så er jeg der af en grund hvilket nok heller ikke hjælper hverken på min tolerance eller generelle humør.

Jeg er også elendig som besøgende. Jeg bliver oftets rastløs og utålmodighed. Og så ved jeg ikke hvad jeg skal sige.

“..det jeg kan sige eller har oplevet virker håbløst banalt”

I forhold til det mennesker som er der og måske har store smerter eller bekymringer virker det jeg kan sige eller har oplevet håbløst banalt. Og hvem vil være banal ? Tidens krav er man man man være sjov, intelligent og have noget på hjertet.

Det virker dumt at tale om vejret når mennesket overfor en får morfin for sine store smerter. “Hvad fik du at spise igår ?” Det er jo helt idiotisk.

Og det gør jeg noget dumt. Jeg forsøger at være frisk og komme med kække bemærkninger. Det er sikkert det sidste nogle har lyst til at høre før temperaturen skal tages igen…på den gammeldags måde.

Så er der nogen, der siger at jeg bare skal være der. Jo tak, men det virker bare forkert at sidde på en stol og ikke sige noget….

Helt grundlæggende synes jeg også det virker forkert hvis jeg i den situation skulle begynde at sige hvor stor pris jeg sætter på min ven, hvormeget jeg elsker min datter. Det skal man jo sige på en helt almindelig torsdag.

Det er jo også skudt at at komme med en blomst eller noget andet til ens hustru på Mors Dag eller Valentines Day. Det skal kommer et helt almindelig torsdag..

Skriv et svar