Jeg bruger en kollosal mængde energi….

Når jeg er omgivet af mange mennesker jeg ikke kender slider det på mig mere og mere

I weekenden var jeg på FATA, hvor masterclass i portrætfotografi med Søren Rønholt blev skudt igang. Et forløb jeg har meldt mig til af en række forskellige årsager, som jeg måske kan fortælle om på et andet tidspunkt.

Det har været en god weekend men også hård ved mig og nogle ting står mere klart for mig nu. Bla. hvorfor jeg ikke har meldt mig til noget længere varende længe…..

Det er dels hårdt for mig fysisk. Du tror måske det er løgn for jeg har været samme sted hele weekenden; de samme 200 m2. Men jeg har gået, stået, siddet og fremfor alt ikke fået hvilet, som jeg plejer.

Men det hårdeste er de mange nye mennesker og det meget nye jeg skal lære. Jeg havde en ide om at det ville blive anstrengende men tænkte at jeg ville lave noget jeg holder af: fotografi. Og det er at jeg laver noget jeg holder af ville “ophæve” anstrengelsen. Men det gør det  ikke.

Jeg bruger en kollosal mængde energi på at forholde mig til de andre, at høre efter og tage lærdommen ind samt at forholde mig til mig selv. Det slider virkelig på mig – jeg har føler mig anspændt og anstrengt. Og jeg hader det ! Jeg vil jo ikke være Woody Allan; sådan lidt neurotiske, febrilsk og skrøbelig.

Jeg skal have pejlet mig ind på de andre mennesker, jeg skal være sammen med en del gange over de næste par måneder. Det er ikke et kort forbigående møde i elevatoren… men mennesker jeg skal arbejder med og sammen med meget.

Vi lærer forskelligt og idag er mine kognitive evner stærkt formindsket. Tidligere var det nok hvis jeg så noget een gang; så kun jeg huske det, forstå det og anvende det. Min hukommelse var næsten fotografisk. Ikke at kunne huske det selvom det blive vist flere gang er stærkt frusterende ! 

På masterclassen er der en dygtig billedbehandler for hvad enten man kan lide det eller ej, er billedbehandling en stor del af fotografiet idag.

Mathias viste sindssyge gode ting. Ting, som jeg har sloges med i photoshop men som altså kan klares nemt…når man ved hvodan. Om aftenen ville jeg lave det sammen som han viste flere gange. Men væk er det. Og jeg bliver vred – i første omgang på mig selv. for jeg tænker at det bør jeg kunne, at jeg ikke har hørt godt nok efter, at der ikke findes nogen undskyldning for det; at det er sjusk og slendrian. Og sådan pisker jeg mig til blods.

Jeg bliver vred over det jeg ikke bare kan det. At intet kommer nemt til mig mere. Jeg føler at der skal kæmpes for at lære selv det mest elementære.

Så bliver jeg vred over at jeg har MS – men den bliver hurtigt afløst af sorg. Over det jeg har miste det, over det jeg ikke kan mere.

Så er der delen med at forholde mig til mig selv som fotograf. Jeg tror på, at godt fotografi også er personligt fotografi. At det fotografen har i sig selv bliver afspejlet i fotografiet. Jeg er temmelig bevidst om det men er også nervøs for at det jeg slæber rundt på kommer til at præge billedet for meget, at det “overtager” og skygger for fx den person, der skal portrætteres. Jeg ønsker ikke, at projicere mine “issues” over i andre.

Så jeg “kæmper” lidt med billedet og den “følelse” jeg lægger ned over billedet også i photoshop.

Jeg tænker også på min hustru som lægger øre til min frustration. Det er helt sikkert ikke nemt heller.

 

 

Cést la vie. Cést la guerre

 

 

PS: Jeg skriver at jeg bruger en kollosal mængde energi. Men det er i forhold til….jeg har meget mindre energi at tage af med sklerose end før jeg fik sklerose. Benzintanken er simplethen blevet mindre..

One thought on “Jeg bruger en kollosal mængde energi….

  • 23. april 2018 at 2:27 pm
    Permalink

    Lad være med at blive vred og/eller skuffet, men brug det du har. Personligt fotografi, er nemlige lige præcis det, personligt og følses betonet. Vær tro imod dig, det du kan og dit arbejde, det vil komme frem i dine billeder.

    Når man f.eks. laver et portræt af en person, så skal det vise det fotografen ser i denne person, men det fortæller også i den grad noget om fotografen. Er fotografen træt, bliver billederne trætte, er fotografen små sjov, så bliver billederne småskøre (se f.eks. Martin Parr), er fotografen perfektionist så bliver billederne farve og kompositions mæssigt perfekte, er fotografen nysgerrig har de en tendens til at være mere undersøgende. Hver fotograf sin stil..

    Lav det DU kan, det DU vil, det DU føler for, så kommer DE folk der er tilhænger af din stil til dig. Det nytter ikke noget at tro man skal lave et eller andet andet, end den person man er. Gik jeg f.eks. til Hr Parr og bad om et “Glamour” billede af mig (Nej nej, bare rolige det sker ikke), så ville jeg nok bliver jævnt skuffet….

    P.S. God skriv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *