jeg er nok kvartalsdepressiv

Udtrykket “kvartalsdranker” er kendt – men jeg er nok “kvartalsdepressiv”

Depressiv lyder ikke bare dyster mørk men nærmest kultsort og sådan er det ikke. Jeg er ikke på kanten af vanviddets rasen, har ikke fingrene i pilleglasset og ej heller ønske om at forlade denne verden på den første raket ud af denne galakse.

Det er mere at jeg med mellemrum bliver ramt af lidt opgivenhed og bliver ramt på håbet og selvtilliden. Jeg har altid haft en melankolsk side hvilket sikkert er grunden til at jeg synes godt om Lana del Rey, hvis melankolske og nærmest desparate univers rammer noget i mig.

Nu kender jeg tristessen og ved den indfinder sig så jeg bliver ikke urolig. Og nu ved jeg også bedre hvad det er som udløse den. Som altid er det et samsurium mere end det er een ting. Måske er det een ting, som lige kaster den sidste håndfuld jord på kisten men det er ikke det, som gør at man begraves.

Jeg har altid været påvirket af omgivelserne omkring mig og i disse dage flyder det bare over med begivenheder som foruroliger og gør at min tillid til fremtiden skydes ned som en lerdue til skeetskydning.

Det er store emner som jeg ikke føler jeg har indflydelse på. Og det er måske det som er det svære ved det ?

For ganske nylig så jeg American Pictures af Jacob Holdt som var en oplevelse, der gjorde indtryk. Det var hans sidste optræden (medmindre han laver en Sinatra). Man skal være en ualmindelig kold skiderik for ikke et blive berørt af hans tankevækkende foredrag.

Oven i kommer et tilbagevende emne som handler om at jeg tvivler på mig selv og mine evner. Tilliden til min fysik har sklerose attakkerne elimineret og så er der det med evnerne…jeg er hverken genial eller snotdum. En overstadig og urealistisk selvtillid er sgu heller ikke til at holde ud !

Så hellere lidt tvivl, der kan bruges til at sætte spørgmålstegn og bringe een videre

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *