jeg oplevede et forandret Paris

I efteråret 2017 besøgte jeg Paris igen – en by jeg har besøgt siden jeg var en lille dreng

Der er altid nemmere at se og føle forandringer når man ikke står plantet i dem hver dag. Som når man ser ens nevø til dennes konfirmation og sidst man så ham var han en purk på 5 år: “hold kæft, du er blevet stor !” 

Når jeg er i København kan jeg godt blive lidt nostalgisk og tænke at her lå engang Saltlageret (nu Planetarium), her lå Anva (ny Axel Towers) men sådanne tanker fik jeg ikke om Paris i efteråret 2017. Sikkert fordi jeg sket ikke kender byen godt nok – for der er, som i København, sikkert sket en masse. Som der til alletider er og vil. En by en en dynamisk størrelse, noget der lever og dør.

Fx var der i  1950 hele 768.105 indbyggere i København og i 1992 bare 464.566 (dengang København var udskuds-København og alle flygtede fra utøj, utætte bygninger og lokummer i gården). Nu er der ca 600.000 indbyggere (2017).

 

Jeg oplevede tre ting, der var forandret i Paris. Noget som jeg ikke kan finde statistik på (og heller ikke forsøger) men en oplevelse.

1: der er kommet væsentlig flere turister i byen

Men det er noget, som er nemt at tjekke op på. Fx her hvor de skriver at Paris har 2.2 millioner indbyggere men 18 million turister om året. Og det er sikkert i tråd med mange andre byer verden over. Jeg oplever også flere turister i København. På godt og ondt.

Jeg er ikke tilhænger af at stå lang tid i kø og det gør man nærmest ligemeget hvor og hvad man skal. Til gengæld er jeg stor tilhænger af levende kvarterer hvor dagliglivet udfolder sig i al sin trivialitet uden at været akkompagneret af den knasende lyd fra rullekufferter. Men det bliver stadig sværere at finde.

 

2: nogle bydele er meget forandret

– fra Place du Tertre på Montmartre i 1972

Mest tydeligt var Montmartre forandret. Jeg opfattede det som mere i forfald, fattigt og nærmest lidt lurvet. Sådan har jeg ikke oplevet det før, hvor jeg oplevede det som levende, meget autentisk og boheme agtigt.

Lukkede forretninger og markiser i forfald, som vidner om en forsvunden bedre tid.

Place du Tertre, som er meget besøgt plads og kendt for deres mange malere, er nu kun et blegt, meget blegt minde om dengang Renoir, Toulouse-Lautrec, Picasso og Salvador Dali kom der (det var nu også før min tid men nu er det endnu mere gøgl og tivoli. Synes jeg)

 

 

 

 

 

 

3: terroren har sat sine spor

Som barn så jeg gendarmer i byen men man kunne gå frit rundt uden at støde på politi eller militærfolk med skarpladte automatvåben. Terror i storbyer er ikke noget nyt fænomen. Jeg nævner lige dem fra min barndom: IRA, ETA, Bader Meinhof (Rote Arme Fraktion), Brigtate Rosse (de Røde Brigader).

Denne gang oplevede jeg, at der var sat et stort hegn op omkring Eiffel-tårnet, hvor man først skulle igennem et security check som i en lufthavn før jeg kunne nærmere mig tårnet. Tidligere gik jeg helt frit ind, under og ud. Den går ikke mere. Desværre.

Jeg forstår godt bevæggrunden, men hold kæft hvor er det trist ! Ligesom det er trist at se maskinpistolklædte militærfolk i Krystalgade ved Københavns Synagoge

Tag ikke fejl: jeg synes stadig Paris er en dejlig by og jeg kommer der gerne igen og igen…

Skriv et svar