jeg ville være bedemand…

Alle har helt sikkert haft det med “at når jeg bliver stor vil jeg være…..”. De fleste børn vil måske sige at de vil være det samme som far og mor eller måske noget farligt, noget eksotisk ? Jeg ville være bedemand…

Det blev jeg så ikke og ideen om at blive bedemand havde jeg kun i kort tid. En kort tids ufattelige klarsyn (og dårlig humor ? ) fra en 9- årig knægt.

Min fars moster Bertha var død og vi fik hjemme besøg af en bedemand. Flink fyr, som satte tanker igang: “der er jo altid kunder” tænkte jeg og på trods af alt moderne hejs dør vi stadig. Døden er endnu ikke flyttet til Kina og jeg tror der går lidt tid før bedemandserhvervet uddør.

Spøg til side: at være bedemand er et alvorligt job, som skal tages seriøst !

Man møder mennesker knust af sorg, som skal tage afsked med et andet menneske. Så man er nødt til at optræde med empati og meget professionelt så afskeden kan blive så god som mulig.

Det er jo ikke noget man tænker voldsomt over men den døde skal jo hentes, måske iklædes tøj, lægges i kiste etc. Det lyder ikke særlig festligt eller voldsom eksotisk. Men det skal gøres. Sobert og pænt.

Men du skal ikke bruge en bedemand. Du kan vælge at stå for det selv. Kirkeministeriet har lavet 10 praktiske råd til pårørende: http://www.km.dk/kirke/livets-begivenheder/doedsfald/praktiskeraad/

Og hvorfor er jeg så kommet i tanke om dette ?

Politikken havde går en artikel – http://politiken.dk/kultur/ECE2572726/hvad-er-der-med-pigen-i-midten-paa-dette-fotografi/ – som handler om hvordan man tidligere gik til fotografen og også fik lavet et billede med en afdøde fx søn eller datter….Noget morbidt efter dagens standard men ikke ualmindeligt tidligere.

Skriv et svar