Michelin stjerner og om mad i tid og sted

Det siges, at adel ikke fornægter sig. Hvis det er sandt fornægter arbejder- eller middelklassebaggrund sig sikkert heller ikke.

Det er  sikkert den baggrund, der i mig råber, at det er bruge 1500-2500 kroner per kuvert på en restauration er lige i overkanten. På den anden side er det en oplevelse og når man tænker på, hvad man måske ellers bruger i den moderne oplevelsesindustri i jagten på at glemme den så gråvejrstriste og stressede hverdag og i et spædt undergangsdømt forsøg på at skabe sig en mening med tilværelse, så er det jo ikke så slemt. Vel ?

Og hvad udløser så disse betragtninger ? Det gør et besøg på Era Ora og ganske senest et besøg på Kong Hans. Begge med 1 stk. Michelin stjerne og dermed et løfte om noget særligt.

Og det er det såmænd også. Begge steder er maden jo gennemtænkt og velforberedt. Ikke noget at klage over. Vi var måske lidt uheldige at volontøren på Kong Hans havde fået til opgave at betjene os den aften…..det er altså irriterende med en sauce-spildende tjener, at man selv skal hente den i øvrigt glimrende canadiske icewein til 1200 kroner flasken i vinkøleren, at tjeneren ikke får alt med på regningen i første omgang men må supplerer op og kreditkortet svinges endnu engang i maskinen og et par andre småting. Småting, der jo ikke må ødelægge oplevelse, dertil er det sgu for dyrt, men det slår en mindre skår i glæden og oplevelsen.

Et par dage efter besøget på Era Ora aflagde vi Frau Wessmann II et besøg på dens vinterstativ. På hjemvejen meldte sulten sig og det franske køretøj blev kastet ind i et højresving og parkeret foran en pølsevogn. “To ristede med brød og en Cocio, tak”. Hold kæft det var godt !

Mad og drikke og oplevelsen deraf må altså påvirkes af tid, sted, selskab og forventninger. Nu skal jeg ikke kaste mig ud i et håbløst forsøg på at lave en disputats om disse parametre, hvortil der sikkert kan tilføjes flere men bare konstatere, at for mig var både Michelin-stjernen og Gøl-pølserne en dejlig oplevelse som jeg ikke vil være foruden.

I det øjeblik man forlader den senest besøgte restaurant melder trangen sig straks til at sammenligne. Altså Era Ora vs. Kong Hans. Det kan man ikke.

Betjeningen kan man måske sammenlignes men også idet kan der være subjektive holdninger til hvad god betjening er og hvad det ikke er.

I min bog og jævnført ovennævnte fører Era Ora 1-0. Men jeg erkender, at nogle måske vil været irriteret over at dansk kundskaberne ikke her er helt i top – i hvert fald ikke den aften. Men den generer nu bestemt ikke mig selvom jeg da tydeligvis har bemærket det. Her skal jeg måske sige at selve Michelin-stjernen med de dertil store forventninger og høje priser måske skærper den kritiske sans mere end smagssanserne.

Men ellers kan de ikke sammenlignes. Og skal vel heller ikke men bare bedømmes og nydes for deres særegenhed. For den oplevelse de giver på deres præmisser. Og dermed skal de heller ikke sammenlignes med ristede pølser og Cocio.

Skriv et svar