min familie var min faldskærm

At få en MS diagnose kastede mig i frit fald fra højderne

“Frit fald fra højderne” lyder måske overdrevet men skal ses i sammenhæng. Fra alt var godt til….Fra at være Nordisk IT i en internatonal virksomhed til….

Fyld selv prikkerne ud. Men jeg opfattede prikkerne til at være “lort” og “invalid”. Nu kan jeg heldigvis erstatte prikkerne med helt andre og her har min familie betydet alverden. Jeg kan ikke sætte ord på, der dækker.

Med kærlighed og stor tålmodighed har de været bærende for at jeg idag kan sige at jeg har et godt liv, der har indhold og giver mening for mig. De har været faldskærmen, der fik mig sikkert ned.

Himlen skal vide at jeg aldrig har været nem men sklerosen har bestemt heller ikke gjort det bedre. Og i tiden efter jeg blev skubbet ud af toget i høj fart havde jeg en tid hvor jeg ikke følte jeg var værd at samle på og hvor troen på et godt meningsfyldt liv virkede ikke var tilstede. Den virkede umulig.

Der kan man godt være svær at elske og man kan nemt komme til at støde mennesker fra sig i et voldsom bevægelse. Men min familie tog hjelm og sikkerhedssko på og holdt fast.

Det er jeg uendelig glad for i dag. Det er ingen selvfølge.

Jeg er idag ikke den jeg var. Udover skavanker af forskellig slags har jeg fået et andet perspektiv på tilværelsen. Et perspektiv og indstilling til livet som jeg er heldig er noget vi er fælles om.

Men det var jo slet ikke sikkert det ville ske. Det er ingen selvfølge at de nærmeste også var indstillet på at opgive de håb, ønsker og planer vi havde – altså, jeg var nødt til det. Man taber mange diskussioner til Hr/Fru MS. Sådan er det.

Nogle gange er det sådan at man må forsætte rejsen alene uden den/de man troede skulle være ens interrail-rejsekamerater for altid.

Men jeg rejser ikke alene og det er jeg glad for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *