Du er her Hjem / Sclerose / MR scanning gik nemt i den nye store scanner

MR scanning gik nemt i den nye store scanner

Den MR scanning jeg havde frygtet gik langt bedre end forventet

Jeg har flere gang skrevet om at MR scanning bestemt ikke var min ting og at  jeg frygtede det. Specielt efter, at de på Herlev har valgt ikke at reparerer/forny den åbne scanner.

Men jeg skal have den MR scanning så der er desværre ingen vej udenom. Heller ikke selvom jeg foretog alverdens krumspring og faktisk kontaktede samtlige regioner i landet for at høre om de havde en åben scanner. Det har de ikke… 

Roskilde Sygehus, som jeg har valgt at blive flyttet til fra Rigshospitalet, har en ny skanner med en diameter åbning på 70 cm. Det har Riget også – det er er måske den nye standard ? De scannere jeg har prøvet tidlligere havde en åbning på 60 cm. De 10 ekstra cm betyder alverden har jeg nu oplevet på tættest mulige hold.

Før oplevede jeg, at der fra min næsetip til “loftet” var få cm og jeg skulle klemme mig sammen og nærmest ligge med armene over kors. Her turde jeg faktisk ligge med åbne øjne og jeg kunne bevæge armene !

Hvis man ikke har prøvet at have klaustrofobi kan jeg oplyse, at det er ret ubehageligt !

Med den åbne scanner har jeg ikke haft brug for beroligende medicin. Det fik jeg denne gang – en ny medicin jeg ikke har prøvet før og efter samråd med lægen tog jeg 2 x 1 mg af Alprazolam Krka . Jeg er ikke glad for, at tage den type medicin men kunne det hjælpe mod klaustrofobi så er det bare ned med pillerne. Og det hjalp ! – hvilket den beroligende medicin jeg tidligere har fået ikke har. Det skyldes måske, at jeg med min størrelse har brug for mere end en pille. Men det skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er fristet til ikke at tage medicin næste gang….

Medicinen er markeret med en rød trekant så jeg blev kørt til og fra af min hustru. God ide !

Da jeg kom hjem sov jeg i fire timer ! Effektiv medicin….

Selve scanningen tog kun 20 minutter. Det tager normalt mere end 45 minutter så det er endnu en god ting ved den nye scanner udover de bedre og mere præcise billeder, den kan levere.

Scanneren her var af mærket Siemens. Det lægger jeg mærke til fordi jeg har arbejdet for Philips i 24 år og 11 mdr. Så lægger man mærke til den slags ubetydeligheder 🙂

Det er forøvrigt den første scanner af alle dem jeg har prøvet – Philips, GE – hvor jeg fik et par hovedtelefoner på med musik i. Ellers er det bare høreværn for en MR scanning larmer ret meget.

Min erfaring er, og sådan var det også her, at personalet er meget venlige og de forklarer tingene tålmodigt. Det er sikkert også nødvendigt for mange har det sikkert som jeg: at en MR scanning får man lavet af nød og ikke af lyst.

Nu ser jeg frem til at få resultatet. Jeg forestiller mig, at de kan se en del mere end de kunne med den gamle, åbne scanner på Herlev. Ikke at det behøver være en fordel….men lige i relation til måske at kunne opdage PML i god tid er det en kæmpefordel.

Jeg tror først, at jeg får rigtig glæde af den nye scanner og de bedre billeder efter næste gang. Som jeg har forstået det, sammenligner man de to billeder – ligger den over hinanden agtigt – for at se om der har været en udvikling (flere sorte huller, som i mit tilfælde er hvide pletter men det er det samme…). Og nu har jeg altså billeder taget med en gammel scanner og billeder taget med en ny og langt mere præcis scanner.

Det kan næsten ikke være anderledes end at lægerne vil sige, at der er sket noget siden sidst…

 

Skriv et svar