Fanden er løs i Laksegade!

Der kan siges meget om skuffelser. Her er nogle enkelte tanker jeg har gjort mig i en fotografisk sammenhæng.

Alle kender nok den skuffelse at når man stor derude og fik det mest fantastiske billede og så er det elendigt når man kommer hjem og ser det på en stor skærm. Alle har sikkert også oplevet det modsatte: at det der synes elendigt bliver til en sand perle når man kommer hjem og måske arbejder lidt med og på det. Der har jeg så lært ikke at slette nogle før jeg kommer hjem og ser på dem på en større skærm…

En del deltager i fotokurrencer – der elegant og måske snobbet (?) – også kaldes saloner.

Der har jeg dels haft nogle af nedenstående reaktioner selv og har oplevet, og oplever dem, hos andre.

 

1: Erkendelse
Det er ikke nemt at må erkende at man simplethen ikke er bedre.

Og det er heller ikke nemt at må erkende at den stjerne man var fra x år siden er man ikke mere. Man er blevet overhalet – helt slemt er det for mange hvis man bliver overhalet en en 22-årig,  der laver billeder med en iPhone…og der står man med sit monsterdyre DSLR og rød-ring optikker. Holy Moly ! Fanden er løs i Laksegade!

 

2: Forklaringer

Det kan ikke være rigtigt ! Der må findes en forklaring !

Og her er der tre forklaringer jeg har stiftet bekendtskab med mere en een gang:

A: Det er mit grej. Hvis jeg nu havde en phaseOne mellemformat eller Zeiss optikker så skulle du bare se !

Eller “jeg tror ikke min optik tegner helt skarp; den skal nok justeres”. Bullshit !

Dine bilder får ikke pludselig indhold fordi du får et nyt og måske bedre kamera. Og optikken fejler sikkert heller ingenting…

B: Det er dommerne. De er jo helt umulige og har ingen forstand på det…

C: det er billedesekretærens skyld. Han har valgt nogle elendige dommere og har ikke briefet dem ordenligt. Helt galt går det her hvis billedesekretæren har klaret sig godt…og bedre end een selv. Fordi så er der vel tale om en vennetjeneste, nepotisme og dommere er nok nøje udvalgt til lige præcis at synes om billedesekretærens billeder ?

 

3: Mismod

Der er nogle, som helt taber modet og måske glemmer, hvorfor de begyndte med at fotografere ? Det er nok de færreste som begynder at fotograferer, fordi de vil vinde et diplom i en eller anden FF (Fucking Fotoklub). De fleste nok fordi det er sjovt og spændende.

Den helt elementærer glæde ved at fotograferer kan man godt miste af syne når man bevæger sig ind i en konkurrence verden. Og fotografi er OGSÅ en konkurrenceverden. Eller den bliver gjort til mange steder, hvilket i min optik er at reducerer fotografi.

Mange steder bliver fotografiet også reduceret til teknik. Fotografi er også teknik, Det er et håndværk – men den kan også være mere end det.

Skriv et svar