stærk sårbarhed

Trods barn af 1967 men med forældre fra 1930’erne fik jeg dette sludder om “boys don’t cry” med i bagagen.

Man må sige at 1970’erne blødte noget op for den doktrin – måske så meget at det blev patetisk ?

At mænd godt måtte vise følelser og meget gerne måtte være i kontakt med deres feminine side har været “god latin” op gennem 90érne og måske også i nullerne. Men glem nu alt det der halløj !

Jeg beundre mennesker, som tør gå planken ud og tør vise deres sårbarhed. Og det er så lige meget om det er mænd eller kvinder. Det handler ikke om at man skal sidde og flæbe, have selvmedlidenhed eller være offer. Bare være menneskelig og erkende at man ikke har styr på alting altid…tør vise at man har brug for andre.

Folk der er sure på én, skælder ud og råber er nemme at “takle”. Men en person som er trist og måske græder ?

Måske er det fordi man i ens sårbarhed viser alt uden filter og der netop fremstår allestærkest som menneske ? Det er måske det man som menneske træde i karakter ?

Med skelrose i centralnervesystemet har jeg også været nødt til at forholde mig til min sårbarhed. At livet er flygtigt står tindrende klart. Og på en eller anden dum måde sætter jeg nu mere pris på det. Det burde jeg have gjort noget før. Jeg burde skamme mig. Jeg har ikke lyst til at dø.

Jeg har lyst til at smage alle frugter på hylden
Og til at være bred nok til selv at tage skylden
Jeg har lyst til at købe hele Nike og sige ro på
Far her, han skal nok give jer sko på
Jeg har lyst til at ta’ en bid af et kraftværk
Og spytte det ud og lade det stå om sitrende hærværk
Jeg har ikke lyst til at dø!
Kilde: De Eneste To – jeg har ikke lys til at dø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *