Sclerose tager 10år af mit liv

Det kom som en overraskelse at sclerose tager 10 år af min levetid sådan rent statistisk

Heldigvis er MS kun sjældent direkte livstruende sådan akut (der findes en akut sclerose kaldet “Marburg´s sclerose“). Men det kan ske – sclerose er en sygdom i centralnervesystemet og dermed kan alt stå af og følgevirkningerne kan være meget kedelige…

Da jeg fik min diagnose fik jeg at vide at jeg ikke ville dø af sclerose, men vill dø med den. Og ingen tvivl om det da den er kronisk….den kan ikke løbes væk, ikke soves væk, ikke spises væk ved fx at undgå hvidt brød.

Derfor kom det faktisk som en overraskelse for mig at min levetid er forkortet med 10 år. Om det er selve sygdommen, følgevirkninger som fx forringet livskvalitet og bekymringer tror jeg ikke nogen ved. Og vel også ligegyldigt ? Resultatet er det samme.

“Der er ingen tvivl om, at mulighederne for at opnå en normal livslængde er steget betydeligt for sklerosepatien­ter igennem de sidste 50 år. En nyere dansk undersøgelse har vist, at overlevelsen er væsentligt forbedret, og den gennemsnitlige forventelige overlevelsestid for et menneske med sklerose, er nu ca. 10 år kortere end for den danske befolkning i almindelighed.”
Kilde: Morten Blinkenberg, Phd, på scleroseforeningen.dk, 8. januar 2011

Disse tal stammer fra en undersøgelse i 2006. En undersøgelse fra 2014 i USA taler om 6 års levetidsnedsættelse. Siden 2006 er der kommet en række nye behandlingsmuligheder på området som vi kan håbe på trækker op. Dem med akut sclerose trækker desværre statistikken ned…

Jeg har ikke forstand på statistik men foretrækker at læne mig op ad den danske undersøgelse også selvom det er den, som ser værst ud, idet jeg tænker den indeholder alle mennesker med diagnosen MS (det gør den amerikanske ikke) og leveforholdene i USA er andre end i Danmark,

Iflg. en artikel i Berlingske den 13. februar 2015 baseret på tal fra Danmarks Statistik lever danske mænd i gennemsnit 78,5 år. Man skal så trækker et par år fra hvis man bor i København. Selvom jeg bor på Frederiksberg er det vist det samme…

Regenstykket ser så således ud:

78.5 – 2 – 10 = 66,5 år

Da jeg er 48,5 er der altså ca 18 år tilbage. Sådan statistisk og gennemsnitligt..

Bekymrer det mig ?

Nej, det gør det ikke. Dels er det gennemsnitstal og dels har jeg aldrig haft stor fidus til statistik 🙂

PS: Men det er da en høflig reminder om at jeg, og du, skal få det bedste ud af livet mens vi har det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *