Selv Min Mor

Den anden dag begyndte jeg pludselig at grine i sofaen. Min hustru spurgte forundret hvad jeg dog grinede af hvortil jeg svarede: “jeg griner af mig selv!”

At kunne grine af sig selv er vigtigt. Alle har måske vi nogle skæve sider, mærkelige ideer og gør åndssvage ting, når man tænker over det.

Her var det fordi jeg pludselig fik sat ord på nogle ting omkring mig selv. Der var ikke tale om en ny opdagelse men jeg fik sat ord på.

Ofte når jeg møder et forbud skal jeg instinktiv finder ud af præcis hvor grænsen går og det kan ofte desværre fremstå som en provokation.

Det er ikke en kalkuleret og bevidst ting. Det kommer instinktivt at grænsen skal afsøges og som oftest kommer det bag på mig, at det har kunnet opfattes som en provokation.

Dette instinkt har naturligvis hjulpet mig i en række sammenhænge men nok endnu oftere har det været en hæmsko. Men jeg har svært ved at “styre” det da det kommer helt instinktivt og uden bagtanker.

Er jeg naiv ? Ja, og det skal ikke tages fra mig ! Kold, kynisme er der sgu nok af !

Min forlængst afdøde mor, om hvem jeg er sikker på elskede mig og tilgav, kunne også blive træt i masken. Som lille barn var det det samme: alt skulle undersøges, diskuteres og debateres. Jeg mener selv at jeg, trods alt, er blevet lidt klogere end den lille dreng – det håber jeg også at du synes…