Du er her Hjem / død

Tag: død

Sclerose tager 10år af mit liv

Det kom som en overraskelse at sclerose tager 10 år af min levetid sådan rent statistisk

Heldigvis er MS kun sjældent direkte livstruende sådan akut (der findes en akut sclerose kaldet “Marburg´s sclerose“). Men det kan ske – sclerose er en sygdom i centralnervesystemet og dermed kan alt stå af og følgevirkningerne kan være meget kedelige…

Da jeg fik min diagnose fik jeg at vide at jeg ikke ville dø af sclerose, men vill dø med den. Og ingen tvivl om det da den er kronisk….den kan ikke løbes væk, ikke soves væk, ikke spises væk ved fx at undgå hvidt brød.

Derfor kom det faktisk som en overraskelse for mig at min levetid er forkortet med 10 år. Om det er selve sygdommen, følgevirkninger som fx forringet livskvalitet og bekymringer tror jeg ikke nogen ved. Og vel også ligegyldigt ? Resultatet er det samme.

“Der er ingen tvivl om, at mulighederne for at opnå en normal livslængde er steget betydeligt for sklerosepatien­ter igennem de sidste 50 år. En nyere dansk undersøgelse har vist, at overlevelsen er væsentligt forbedret, og den gennemsnitlige forventelige overlevelsestid for et menneske med sklerose, er nu ca. 10 år kortere end for den danske befolkning i almindelighed.”
Kilde: Morten Blinkenberg, Phd, på scleroseforeningen.dk, 8. januar 2011

Disse tal stammer fra en undersøgelse i 2006. En undersøgelse fra 2014 i USA taler om 6 års levetidsnedsættelse. Siden 2006 er der kommet en række nye behandlingsmuligheder på området som vi kan håbe på trækker op. Dem med akut sclerose trækker desværre statistikken ned…

Jeg har ikke forstand på statistik men foretrækker at læne mig op ad den danske undersøgelse også selvom det er den, som ser værst ud, idet jeg tænker den indeholder alle mennesker med diagnosen MS (det gør den amerikanske ikke) og leveforholdene i USA er andre end i Danmark,

Iflg. en artikel i Berlingske den 13. februar 2015 baseret på tal fra Danmarks Statistik lever danske mænd i gennemsnit 78,5 år. Man skal så trækker et par år fra hvis man bor i København. Selvom jeg bor på Frederiksberg er det vist det samme…

Regenstykket ser så således ud:

78.5 – 2 – 10 = 66,5 år

Da jeg er 48,5 er der altså ca 18 år tilbage. Sådan statistisk og gennemsnitligt..

Bekymrer det mig ?

Nej, det gør det ikke. Dels er det gennemsnitstal og dels har jeg aldrig haft stor fidus til statistik 🙂

PS: Men det er da en høflig reminder om at jeg, og du, skal få det bedste ud af livet mens vi har det.

Nationalmuseet og de hvide busser

Jeg er ikke den store museumsmand men udstillingen “De Hvide Busser” er virkelig god !

På en af mine dage i Indre By i København besluttede jeg mig for at besøge Nationalmuseet igen. Det gør jeg fra tid til anden. Det er sjældent efter noget specifikt da min erfaring er, at de ofte har skiftende udstillinger, som er gode og derfor er der grobund for bare at tage afsted…

Denne dag i oktober 2015 var det udstillingen “De Hvide Busser” jeg blev præsenteret for – jeg besøgte den nogle dage efter hvor jeg havde mere tid til den. Det har jeg ikke fortrudt !

Det er en hård omgang men også bevægende.

Det hårde ligger i at skulle jeg lige have glemt hvor brutal og hensynsløs kz-lejrene var bliver jeg lige mindet om det igen.

Hårdt, men også sundt.

Det bevægende ligger bla. i den store indsats mange frivillige gjorde. At være chauffør og hente folk hjem fra Tyskland var med livet som indsats. Og tænkt på de frivillige, som arbejdede i døgndrift i Padborg og andre steder. Temmelig unikt.

Vi skal dog heller ikke glemme hvor usle vi var til at tage imod de mange tyske flygtninger da krigen var slut og hvordan danske læger nægtede dem lægehjælp med døden til følge.

Måske er det i sådanne ekstreme situationer en nation både oplever sin største tid, et højdepunkt og sit lavpunkt ?

Nogle synes 2. verdenskrig er meget interessant og andre føler måske at det har de hørt rigeligt om. I udstillingen tager man fat i en meget flig af det meget store kompleks som 2. verdenskrig var. En lille flig med et nordisk perspektiv og samarbejde.

 

 

jeg ville være bedemand…

Alle har helt sikkert haft det med “at når jeg bliver stor vil jeg være…..”. De fleste børn vil måske sige at de vil være det samme som far og mor eller måske noget farligt, noget eksotisk ? Jeg ville være bedemand…

Det blev jeg så ikke og ideen om at blive bedemand havde jeg kun i kort tid. En kort tids ufattelige klarsyn (og dårlig humor ? ) fra en 9- årig knægt.

Min fars moster Bertha var død og vi fik hjemme besøg af en bedemand. Flink fyr, som satte tanker igang: “der er jo altid kunder” tænkte jeg og på trods af alt moderne hejs dør vi stadig. Døden er endnu ikke flyttet til Kina og jeg tror der går lidt tid før bedemandserhvervet uddør.

Spøg til side: at være bedemand er et alvorligt job, som skal tages seriøst !

Man møder mennesker knust af sorg, som skal tage afsked med et andet menneske. Så man er nødt til at optræde med empati og meget professionelt så afskeden kan blive så god som mulig.

Det er jo ikke noget man tænker voldsomt over men den døde skal jo hentes, måske iklædes tøj, lægges i kiste etc. Det lyder ikke særlig festligt eller voldsom eksotisk. Men det skal gøres. Sobert og pænt.

Men du skal ikke bruge en bedemand. Du kan vælge at stå for det selv. Kirkeministeriet har lavet 10 praktiske råd til pårørende: http://www.km.dk/kirke/livets-begivenheder/doedsfald/praktiskeraad/

Og hvorfor er jeg så kommet i tanke om dette ?

Politikken havde går en artikel – http://politiken.dk/kultur/ECE2572726/hvad-er-der-med-pigen-i-midten-paa-dette-fotografi/ – som handler om hvordan man tidligere gik til fotografen og også fik lavet et billede med en afdøde fx søn eller datter….Noget morbidt efter dagens standard men ikke ualmindeligt tidligere.

Foto: Jan F. Andersen

der skal stå, at jeg har været astronaut !

Med jævne mellemrum kommer hundeluftningsturen til at runde Frederiksberg Kirkegård.

Jeg kigger lidt på gravsteder og Mandy snuser og hvad der ellers skal til (rolig: jeg har en pose med) og jeg undres.

Der er mange, som har fået deres beskæftigelse i denne verden og i dette liv skrevet på deres gravsten. Og der er civilingeniører, ingeniører, direktører, slagtermestre, tømremestre, gasmestre, grever, baroner, vandskiberløbere og andre notabiliteter. Og en rentier.

Men det er alle sammen mænd….jeg har kun fundet bare et gravsted for en kvinde, som åbenbart havde en stilling eller beskæftigelse, der var værd at nævne. Og du tænker måske, at det kun gælder for ældre gravsteder for “sådan var det jo”. Det er ikke tilfældet.

“i døden er vi alle lige”

Jeg forstår så ikke., hvorfor man idag ønsker at få sin beskæftigelse/erhverv skrevet på sit gravsten. Det virker nærmest latterligt når en afdød person på bare 48 år i 2014 får skrevet “Her hviler bankfuldmægtig X.X”

Jeg vakler lidt mellem hvad der skal stå på min gravsten: “Astronaut Henrik Wessmann” eller “Henrik Wessmann – på nye eventyr” – det lyder bedre end “Invalidepensionist Henrik Wessmann”.

Der er jo ingen som tjekker om jeg har været astronaut eller ej. Og det jo sådan set også helt ligegyldigt ! 

Se det er “story telling” på højt niveau ! – min oldebørn går tur på Frederiksberg Kirkegård og fortæller stolt deres børn: “Her ligger jeres tipoldefar og han var astronaut !”

 

Jeg tænker på

Fra tid til anden kommer man til at tænke på, måske mindes og reflekterer lidt.

Jeg var i den samme internationale virksomhed i næsten 25 år og har derfor naturligt mødt mange mennesker fra hele verden.

Som alle andre har jeg mødt sympatiske og mindre sympatiske mennesker og jeg havde det sådan at jeg ikke ville blande mit arbejdsliv sammen med mit privatliv. For mig var det vigitig at skille de to ting ad. Måske også fordi jeg til min jobsamtale i 1986 gav udtryk for at jeg skulle være selvstændig (jeg var ung)……

Lidt efter at jeg stoppede modtog jeg en kedelig meddelse fra en tysk kollega. Vores kollega Tommy Zau jr. var blevet dræbt i et bil uheld.

Den historie kan du læse i South China Morning Post

Tommy var en usædvanlig mand. Født rig med uddannelse i USA, ejendomme i USA, vingård i Sydamerika, medlem af ALLE de vigtige klubber i Hong Kong (fx galopbanen og sejlklubben), bosiddende i samme ejendom (dog en etage over) den øverste politiske leder af Hong Kong – jeg tror du har forstået det….

Men du kunne ikke mærke det på ham. Han var en meget venlig og sympatisk mand med god humor.

Han og jeg kom godt ud af det sammen. Vi havde nogle fælles interesse og så tror jeg godt han kunne lide min lidt rebelske facon. Var jeg ikke enig i tingene sagde jeg det. På en pæn måde, mener jeg selv, men i store virksomheder er det langfra alle som tør sige hvad de mener. Sådan er det måske også i mindre virksomheder ?

Da jeg blev syg tog Tommy kontakt til mig og tilbød at jeg kunne komme til Hong Kong, da han kendte nogle dygtige læger…

Det var et enestående træk fra Tommy som jeg altid vil huske på.

Æret være Tommy Zau Chuen-wai minde.

Nogen Vil Gerne Kende Deres Rødder

Idag er alt så flygtigt- Snapchat gør en dyd ud at at det forsvinder og vores kollektive hukommelse glemmer hurtigt.

Og sådan er det. Det er ikke en beklagelse fra en gammel prut – næmest bare en tør konstatering.

Jeg går ofte tur på nærliggende Frederikberg Kirkegård. Jeg selv, og de fleste jeg kender (tror jeg) vil gerne, når tid kommer – og det behøver ikke komme snart ! – brændes og på de ukendtes.

Men jeg kan konstaterer at der er mange familiegravsteder og mange daterer sig helt tilbage til midten af 1800-tallet og er ført “ajour” op gemmen årene. Måske er det for at kende sine rødder ? Måske mindes lidt ?

Der er mange gravsteder, som bærer præg af at de ikke bliver besøgt så ofte men der er faktisk en del, der tydeligvis bliver besøgt og besøgt ofte – blomster og lys.

Nu tror du måske de besøgte gravsteder kun er der hvor der fornylig har været “aktivitet”. Det er ikke tilfældet. Det ses også ved grave for mennekser som er døde for både 10 og 20 år siden.

Det er særligt rørende når man ser grave for ganske unge mennesker og børn især. Som forældre kan jeg forestille mig den smerte det må være at sige farvel til sin 5-årige søn eller datter.

Det tænker jeg over når mine teenagebørn er for urimelige og vanskelige !