Historien bag “Man King”

Jeg kan bedst lide når billeder forklarer sig selv men disse skal forklares – desværre

I forbindelse med at jeg har deltaget på en MasterClass i portrætfotografi på Fata, skulle jeg lave et projekt. Det kom bag på mig da jeg ikke  havde ikke opfanget at jeg skulle lave et projekt.

Pludselig stod jeg der noget rådvild og tænkte fuck – hvad gør jeg ? (jeg blev også skide irriteret!)

Jeg har flere ideer til billeder og projektet liggende. Men de skal modnes og jeg følte, og føler ikke, de passede ind i konteksten som er “portræt”. Emnet portræt er bredt og der kan være mange meninger og holdninger til hvad et portræt faktisk er. Det kom vi desværre aldrig ind på – så min tolkning, også udfra de billeder der fulgte med masterclass beskrivelsen er nok…standard, klassisk som fx disse:

 

Et portræt (fransk portrait, af latin protractum, hvad der drages frem for lyset) er ofte en billedlig fremstilling af en person: maleri, fotografi eller en skulptur. Det kan også være en skriftlig skildring. J. P. Jacobsens uovertrufne af Marie Grubbe er fx meget malende.
Kilde: wikipedia

Der skulle altså opfindes “noget” hurtigt – og jeg tænkte at når vi talte “projekt” skulle det have en sammenhæng. Det kunne ikke være tilfældig redigerede portrætter af tilfældige mennsker – der skulle være en idé.

Hos mig kommer idéer ikke bare sådan tilfældigt dumpende – de kommer til mig efter, nogle gange, lang tids “tyggen” på et emne, overvejelser og research. Sådan er jeg.

På kort tid strikkede jeg en ide sammen med arbejdstitlen “Regalier” (nu “Man King”) udsprunget af kønsrolle debat, min bekymring for “fake news” og min hang til historie.

Allerede dér burde jeg have vist, at det ikke går at få hele tre ting ned i et billede og jeg burde have “regrupperet”.

Men nu er de der og det er også en slags læring. Betyder det ikke jeg ikke kan stå inde for billederne, at jeg synes det er dårlige ? Faktisk ikke. Det er billederne som de kan mener noget om – og det er dejligt ! 

 

Anyways:  M A N  K I N

 

kønsroller

Jeg er opvokset med kvindekamp og rødstrømpebevægelsen i 1970ér, går ind for ligeløn, ligeret, ligeværd, har skiftet bleer på mine børn, er blevet hjemme fra arbejde når de var syge, og jeg vasker op. 

Betyder det at jeg  er “renset” – det tror jeg ikke for jeg er jo også et produkt af det samfund og den tid jeg er opvokset i.

Manderollen har ændret karakter bare i det seneste år med #metoo på de sociale medier.

Rollen har været under stedse forandring og specielt i det forrige århundrede er der sket store forandringer : kvinders stemmeret og indtræden på arbejdesmarkedet for at nævne noget.

Fra at være noget “mand” som kunne opfattes som enevældig til ? Nogle vil hævde skødehund andre til et ligeværdige køn.

…briefingen til modellen

 

“fake news” og “historie”

Et nyt og meget brugt begreb og der tænker jeg flere ting.

Jeg tænker tilliden til vore institutioner er faldende – for 40 år siden lod alle deres børn vaccinere mod fx mæslinger, hvis sundhedstyrelsen sagde man skulle. Idag blev der sat spørgsmåltegn ved alt og lavet konspirationsteorier om alt: det var CIA som stod bag 9/11.. – wtf !!

Tilliden til autoriteter er faldende (ærligt talt ofte deres egen skyld fordi har har forvaltet min tillid dårligt, svigtet (fx SKAT) )

I forlængelsen af “fake news” kommer også “alternative facts”. Som fx da Trump hævdede at hans indsættelse var den der trak flest folk ud på gaden og bag TV skærmen – nogensinde… 

Det er selviscenesættelse og slet ikke nyt. Kongelige og adelige har selviscensat sig selv i århundrede og vi gør det også på de sociale medier som fx Facebook og Instagram. Jeg gør det…

Jeg tænkte på den dalende tillid til institutioner, selviscenesættelse og fik associationer til billederne (malerier og fotografier) med kongelige. De blev afbilledet med symboler (tidligere tiders, og speciel religiøse, kunstværker er plastret til med symbolik) som fx kronregalier som scepter og rigsæble. Det er værdighedstegn, som kongelige brugte til at demonstrere magt, enten i politisk eller militær form. 

 

Og hvordan sætter jeg de tanker sammen i eet billede ?

Lad mig straks sige at det er ikke hverken revolutionære eller geniale tanker. Det er små brudstykker fra en ikke uddannet eller akademisk hjerne.

Som model skulle jeg bruge en mand. En ikke helt ung mand men heller ikke en gammel mand. En mand ikke langt fra min egen årgang. Og påklædningen skulle enten være moderne stilfuld eller som det blev: som en mand med den alder han har går klædt idag. 

Jeg skulle have noget, der kunne symbolisere de gamle regalier, hvor jeg også kunne lægge nye tanker og symbolik i det:

Som scepter valgte jeg en kokkekniv. Det viser at mænd idag står i køkkenet og mange “hersker” der. 

Som rigsæble valgte jeg en ananas. Rigsæble er det symbol på verden og hvordan men ser det delt ind. Med ananassen ønskede jeg at vise, at den moderne mand er mere åben for verden.

Istedet for en kongekrone brugte vi en kasket. Kaskettens historie er meget sjov men idag er den allemandseje. I nyere tid (min ungdom) blev det kun brugt af skatere etc – idag kan alle, unge som gamle, bruge den. Og den signalerer friskhed, uhøjtidelighed – som mange mænd også er.

Så valgte jeg at få to andre ting med i billedet:

Jeg har set andre billeder, hvor der stod en tjener i baggrunden men her valgt jeg en støvsuger, fordi den viser at mange mænd idag tager del i rengøringen og andre gøremål i hjemmet. Jeg tror bestemt ikke det er 50/50 til mand/kvinde.

Jeg har også set billeder, hvor der ved foden af kongen lå en jagthund og synes også at kunne huske at have set karikatur hvor kongen trampede folket under fode. Her er vist en skateboard – for mænd er ikke kun biler idag; de er også cykel, rulleskøjter, skateboard og segdeways.

Billedet er optaget i et studie, hvor jeg har sørget for at baggrunden blev hvid.

I efterbehandligen har jeg lavet det negativ – det er for at symbolisere den ofte negative tanke, der er om manden. Ikke en specifik mand men “kønnet” mand.

jeg er en heldig mand

Da datteren flyttede hjemmefra opstod en unik mulighed

For ikke længe siden flyttede den yngste og sidste datter fra hjemmet og det betød, at vi fik et værelse mere til rådighed og at lejligheden nu skulle passe bedre til bare to mennesker istedet for 3 personer.

Ret hurtigt besluttede vi at det der før var datterens værelse skulle huse vores soveværelse og at der skulle åbnes op og de tre stuer en suite skulle genetableres. Der var ikke os som havde blændet den ene dør men nogle tidligere ejere – ved nedtagningen have den tidligere ejer efterladt en lille hilsen..

Heldigvis viste det sige at dørene sad intakt inde bag spånpladen, hvor hængsler også lå pænt pakket ned. Desværre var der intet dørhåndtag og heller ingen gerigter.

Vi skulle have pillet en væk ned, ændret i elnettet, flytte en døre, have renoveret dobbeltdørene og malet.

Det tog nogle håndværkere et pænt stykke tid men jeg kan ikke selv så der var Inge vej udenom.

Jeg blev så også mindet om at når der skal tage en gipsvæg ned så sviner det helt vildt meget !

Alle steder ligger der sig et fint hvidt støvlag og der skal gøres rent en del gang. De små partikler hænger i luften.

 

Vi gjorde os nogle tanker om, hvad vi skulle bruge det rum vi hidtil havde brugt som soveværelse til ?

Det var vigtigt for os at det blev et rum vi faktisk brugte til noget. Det skulle ikke være et flot gennemgangsrum vi ikke brugte i dagligdagen. Enden på det blev et forslag fra min hustru: en fotorum til mig hvor jeg kunne have mine ting og “lege”.

Den idé sammen med at jeg skal starte på en MasterClass på FATA passede jo fint samme – så ingen indvendinger herfra 🙂

Derfor har jeg nu et lille hjemmestudie hvor jeg både kan øve, lege og være alvorlig.

Det er et totalt privilegium !

Og jeg er taknemmelig for at mine hustrus forslag, der handler om at gøre mig glad.

Nyt grej eller uddannelse ? Jeg valgte det sidste…

© Fata.dk

De fleste fotografer kender godt lysten til nyt grej – det kribler og man savler næsten..

Jeg synes, i almindelighed, at jeg er blevet bedre til at styre min lyst til nyt grej men det kommer jo over en alligevel fra tid til anden.

Jeg forstår ikke helt hvorfor for jeg VED at det IKKE er grejet, som laver en en godt billede, at mit fotografi IKKE bliver bedre hvis jeg opgradere fra MarkIII til MarkIIII og jeg har mange gang talt for, at det ikke er nyt grej du skal have: du skal lære at bruge det du har…

Helt tilbage i 2015 skrev jeg en lille blog om hvordan du kan blive bedre til at fotografere –  den er faktisk god at læse…

Den har nok siddet i baghovedet da jeg valgte uddannelse i form af en MasterClass over nyt grej.

Jeg tænkte i en Sony A7Riii eller den nu meget billige A7Rii, som stadig er et godt kamera. Eller måske en A7iii…..

Jeg overvandt altså trangen og har meldt mig til

LESS IS MORE – PORTRÆT WORKSHOP

en med Søren Rønholt i regi af Fata Morgana.

Det er et lidt længere format, der stækker dig ud over 8 timer en søndag så jeg har håbet og forventningen om at jeg kommer dybere ned i materien.

Man skal søge om at komme med men jeg tænker alle kommer med….men ideen om at man skal ansøge og dermed er nødt til at spørge sig selv hvorfor og hvad er det jeg vil er en stor gevinst for en selv.

Der var sådan set også derfor man skulle ansøge om at komme med i Momento (det er vist ændret). Eller en vægtig grund.

© Henrik Wessmann

Jeg glæde mig meget til at starte – bare til diskusionerne om hvad et godt portræt glæder jeg mig til  at blive udfordret på.

Selvfølgelig glæder jeg mig til praktiske, konkrete nye værktøjer men det at være sammen med andre som har den samme interesse og blive udfordret på det jeg tror og mener bliver måske den største gevinst ?

Det er alt for nemt at finde sammen med andre som tænker som en selv og så danner vi en lille mikro klub, en kuppel hvor vi alle er enige.

Som Niels Hausgaard så smukt sagde: “Enighed gør dum”

 

Min Leica Q oplevelse /del 5

© Leica Camera

Nu er det vist tid til det det hele handler om: billedet

Jeg ved at men aldrig må starte med sætning med “men…”. Men det gør jeg så alligevel…for det er et par punkter jeg vil berøre inden vi begynder på det virkelige vigtige og inden jeg viser et par skud.

  1. Leica Q har et fast 28mm objektiv. Dvs man kan ikke kaste fx en zoom på (der findes en adapter som du kan bruge et scope til fx fugle fotografering). Flere har spurgt det til netop det faktum at man ikke kan skifte objektiv.Jeg har ikke oplevet det som et problem eller et emne og det skyldes nok at jeg
    a) ingen tanke/ønske om det havde eller har om at min Q skal bruges til motiver langt væk og
    b) at jeg godt kan lide det brede format til fx gadefotografi.Jeg bruger indtil videre primært min Leica Q til fx gadefotografi og der kan jeg godt lide at motiverne sættes i kontekst med det omkringliggende miljø med brug af lille dybdeskarphed på motivet for at vise hvad der er vigtigt i billedet. Det er en smagssag og vi fotografere forskellig.

    Til tider kan jeg godt lige “komforten” ved at skyde gadefotografi på 300mm og den kompression i billedet det giver. men så bruger jeg et andet kamera.

    Jeg har set gadefotografi lavet med en 50mm og blænde f/11 for at alt skal være skarpt. Det synes jeg er kedeligt.

  2. Med en fast 28mm må du ofte bruge fødderne som din zoom og selvom jeg bruger dem skal jeg trods alt ofte beskære mit billede efterfølgende. Det er jeg ikke religiøs omkring (det ved jeg nogle er; men jeg er ikke).Og jeg tænker at det er netop derfor at Leica Q har en indbygge tre “zoom” tilstande: 28mm, 35mm og 50mm.Der er guide lines i kameraet, der kan hjælpe dig med at frame billedet.

Det er tæt på at være en genistreg at man kan dreje en krans på objektivet og…vupti; du har et makroobjektiv.

At kunne lave makro nemt er virkeligt fedt – “er motivet ikke interessant nok, så gå tættere på” – en lære sætning, der stadig holder.

Skal man laver en reportage sætter de fleste pris på nærbilleder og det gør også at man kan fortælle en historie om det store og det små.

Og har du et makroobjektiv keder du dig aldrig ! 

 

Min Leica Q oplevelse /del 4

Featured Video Play Icon

Selvom jeg ikke har haft en Leica har jeg fulgt med på Overgaards blog

Jeg er helt sikker på at mange med Leica følger med på Torsten Overgaard´s blog om fotografering med Leica. Jeg har fulgt den selvom jeg vidste at jeg nok aldrig fik et Leica men Overgaard skriver om og beskriver ofte emner som går ud over fabrikat men er mere om “fotografering” og tilgang i brede termer.

For at stykke tid siden gik han på youtube med egen kanal: Magic Of Light

Som det moderne mennesker jeg er tænkte jeg at jeg ville læse nogle reviews etc inden jeg rev muldvarpelæderet op af baglommen og svingede Dankort..

Generelt er jeg meget forsigtig med at læse reviews etc. Hvem der står bag og om det er en reklame er ikke altid til at vide eller gennemskue. Jeg er sikker på at, Torsten Overgaard også har nogle interesser han skal pleje, men jeg tror ikke han er betalt af Leica. 

Derfor: med den sunde skepsis i behold men trods alt med nogen tillid så jeg Overgaard’s lille film om Leica Q som du ser i toppen af denne blog.

Du kan læse Torsten Overgaard´s “The Lecia Q” her

 

 

Min Leica Q oplevelse /del 3

Kommet hjem, pakket ud og den frygtede læsning af manual forude….

At skulle læse en lang manual er det jeg frygter mest når jeg køber nyt grej underordnet om det er nyt kamera, TV, computer eller espressomaskine. Jeg gider det ikke…men jeg ved også at det at læse sin manual er det bedste man ofte kan gøre for at kunne betjene bedst muligt og får det optimale ud af fx sit kamera.

Det er en af mange grunde til at jeg har brugt Nikon i mange år. Når man først kender deres menuer etc glider man nærmest vægtløs gennem deres mange modeller. Bevares, ikke alle kan det samme men det er intet problem – siger jeg som har haft D40, D80, D90, D300, D700, D800 og Df.

Jeg har “rodet” med forskelllige Fuji´s (x100 og X-pro1) – det var ikke nemt…og det har taget mig lang tid at blive fortrolig med mit Sony. Så derfor frygtede jeg at skulle igennem endnu en manual. Men der blev jeg igen positivt overrasket !

Naturligvis burde jeg have vist at Leica hælder ikke alle mulige og umulige features ned i deres kameraer men holder sig til det som er nødvendigt for at du kan lave et godt billede. Punktum.

Enormt simple og intuitiv menu gjorde at jeg overholdt sengetiden den aften. Naturlige er der brugt lidt andre vendinger (Aber Doch, det er jo tyskt med omvendt ordstilling und so weitere) men intet der kunne skabe panik. Bevares, jeg læste den ikke til bunds..men nok til at  kunne det jeg skulle.

Klik for at download app i App Store for IOS (gratis)

Deres wifi med app til smart phone virkede i absolut første forsøg og er, efter min erfaring, helt stabil. Hvilket ikke kan siges om alle producenter….

Det gode ved hele menuen er at f….. du op og må starte forfra trykke du reset og 2 minutter efter er du helt tilbage til der hvor du kom fra….total lettelse som også fortæller noget om hvor stramt simpelt det hele er.

Min Leica Q oplevelse /del 2

© Leica Camera - fra LeicaQ brochure

Glad gik jeg ud af Leica Store Frederiksberg og gladere blev jeg da jeg var hjemme og pakkede ud

Apple ved det og det gør Leica også: din oplevelse stopper ikke når du går ud af  forretningen med forholdvis kostbart grej under armen. Nej, den oplevelse fortsætter også derhjemme og den oplevelse skal understøtte din beslutning, dit køb. Alle har brug for en bekræftelse på at man har gjort det rigtige – og det behov stiger med prisen på grejet….

Leica er supergode til at sørge for at deres brand og hele oplevelsen er med til at retfærdiggøre den høje pris. Alt er lækkert: deres kataloger, deres magasiner, deres butikker som er designet til mindste detajle, deres on-line communities – alt spiller. Og det gør deres indpakning også…

Lad mig starte med deres brochure..

© Leica Camera
© Leica Camera

Sort, simpel, elegant – som alle deres kataloger/brochurer.

Men lige præcis denne for Leica Q indeholder at mængde billeder fra København (og derfra kommer topbilledet fra). De er ikke lavet af en dansk fotograf men af Alex Habermehl – og det har han gjort godt ! 

Du kan se billederne her

De gør præcise det de skal – inspirere og give mig en tro på at med en Leica Q i hånden har jeg redskabet til at kunne gøre det samme. Læg mærke til formuleringen: redskabet – for det er det et kamera er, men der er ingen garanti for, at du eller jeg kan lave de samme gode billeder.

 

Så med brochuren in mente, den flotte butik, den venlige betjening og et tungt prustende Dankort er forventningen og glæden i top til udpakningen derhjemme. Og man bliver ikke skuffet !

Det hele kommer i et sort “skuffedarium”, med magnet låse og tingene er pakket ind i små stofposer. Klasse ! -jeg er vild med at det hele er lavet på mm så der næsten opstår i lille undertryk når æsken med selve kameraet skal op. Ikke noget diller, daller. Bare stramt – som deres design iøvrigt.

Designet på et Leica Q er stramt – ikke mange knapper, dials og slet ikke noget “nice to have”. Intet til at forstyre det eller komplicere det.

Min Leica Q oplevelse /del 1

© Leica Camera

Så blev den min – “my precious” – en Leica Q, som jeg ønskede mig fra dag 1 den kom på markedet

Det er en lang historie hvorfor jeg ikke købte en Leica Q da den kom på markedet men først i efteråret 2017. Men jeg kan sige at det for en stor dels havde noget med økonomi at gøre…

Jeg havde faktisk glemt Leica Q  men jeg var begyndt at ønske mig et lille handy kamera som IKKE er et system kamera. Noget i stil med den Fuji X100 jeg havde på et tidspunkt. At have to systemer HAR (Nikon og Sony) jeg prøvet og det er noget mega rod! – undgår det…

Altså gik jeg i overvejelser da jeg fik dødsstødet en aften i Leica Store Frederiksberg. De havde et foredrag med meget dygtige Carsten Egevang, som viste en række billeder lavet i Grønland med en Leica Q. Jeg havde nogle spørgsmål til Q’en og kom i snak med også meget dygtige Jens Markus Lindhe.

Der kom den klare konklusion: den er en Leica Q jeg skal have.

Selvfølgelig var der en lang række overvejelser og en af den var, at skulle jeg have noget andet end Sony skulle den være med en fast optik. Jeg kender mig selv godt nok til at vide at har man muligheden så går der ikke lang tid før ønsket om en ny optik trænger sig på – underordnet om man faktisk skal bruge den…eller man kan jo bilde sig ind at man skal….at man næsten ikke kan leve uden.

Der var også en masse andre overvejelser – heriblandt at jeg ikke duer til juks, ikke duer til store kompromisser. Med Leica Q er det hverken juks eller et kompromis !

Da beslutningen var truffet skulle det også anskaffes og selvom man ikke finde Leica på hvert et gadehjørne eller på internettet er der dog flere muligheder i København.

Jeg valgte at købe mit Leica Q i Leica Store Frederiksberg. Et valg jeg ikke har fortrudt men har kun været glad for den venlige og kyndige betjenning jeg har modtaget.

 

du må gerne have ønsker til din 50 års fødselsdag

Du kender sikkert også nogen, som til deres fødselsdag intet ønsker sig: “jeg har jo alt”

Det går mig faktisk en anelse på for jeg bliver 50 år snart og har ønsker. Men jeg opfatter det lidt som “not cool”. Sådan lidt forbudt agtigt.

Jeg opfatter det som meget uøkologisk og ukorrekt at man i min alder rent faktisk har ønsker. Jeg opfatter at det rigtige er at sige “jeg har jo alt hvad jeg behøver. Men underbukser kan man jo altid bruge…”

Pis, nej. Jeg har ønsker. Ønsket om fred i verden og god tone på Facebook har jeg indset ikke komme til at ske. Så jeg ønsker mig bla unødvendige forbrugerkapitalistiske ting med stor nydelsesværdi.

Fx ønsker jeg mig god og dyr rødvin. Så god og dyr jeg burde skamme mig. Men det gør jeg ikke. ( vinen har jeg omtalt her)

Jeg har en cykel men en cykel fra Biomega står også på listen. De er en fryd for øjet – har ikke prøvet at køre på en men det er næsten ligemeget. Jeg forestiller mig selv suse gennem København på den hvide cykel, som for altid forbliver hvid. Der komme aldrig modvind når man cykler på den. Jeg sætter mig kun let forpustet på en vinbar og indtager et glas Barolo. Naturligvis uden helt cykelhjelm og støttehjul.

Det er “bare” en drøm. For cyklen blive beskidt og ridset, der kommer modvind og jeg bliver forpustet. Men det er jo ligemeget. Drømmen er så meget bedre end virkeligheden.

Får jeg det bliver jeg glad men gør jeg ikke et det også fint for jeg synes det er fedt at have ønsker og drømme. Ofte kan drømmen giver større glæde end at det rent faktisk sker.