U2 and I

På mirakuløs vis fik jeg billet til U2 koncert i Royal Arena den 30. september 2018

Historien om hvordan jeg fik billet vil jeg ikke gå i dybden med men bare sige at Bono har ret da han på et tidpunkt i koncerten siger at “venskab er et sakramente”

U2 lavede to koncerter i Danmark-  den 29. og den 30. september i Royal Arena med plads til 16.500 gæster – men det var ikke identiske koncerter. Spillelisten ved de to koncerter var ikke ens – setlisten 29. september og setlisten 30.september – og ved koncerten den 30. spillede de sange som ikke før var spillet under denne Tour.

Anmeldelserne var mildest talt ikke overvældende efter den første koncert:

3 stjerner ud 6 seks hos Gaffa – Tynget af visuals og understregninger

3 stjerner ud 6 seks hos Ekstra Bladet – Vanvid: Selvmord af U2 i Royal Arena

Bekymrede det mig ? Næh. Anmeldelser er subjektive og “bare” en mening.

P6 Beat havde en seks timers lang udsendelse om U2 om lørdag for der er meget at sige og meget musik at høre- 40 år ! Alene tidsperspektivet er utroligt. Andre bands har det også men det er ikke hverdagskost.

Jeg har nu været til fire koncerter med U2 og i forhold til Popmart Touren i 1997 var der nærmest tonet ned på den visuelle side. Men det er stadig flot, flot, flot. Fx nød jeg tegneserien med U2, der blev vist under “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me” som var på bånd mens Bono skiftede til figuren MacPhisto, som jeg oplevede første gang på Gentofte Stadion i 1993.

Men trods alt det visuelle og skuespillet står det stadigt : U2 kan spille ! – og spiller som et team. En fantastisk enhed med Adam Clayton´s buldrende bas, det dynamiske trommespil fra Larry Mullen Jr. og guitarspillet fra The Edge, som kæler det ene øjeblik for derefter at flænser luften i det næste og forsangeren Bono, der er et kapitel for sig selv.

Som ved alle U2 koncerter er der budskaber, der skal ud og det er sådan det ER.

Jeg kan godt lide at man bruger den platform man har til at give udtryk for sine holdninger og meninger. Det kan godt være man skubber nogle væk og så ? MacPhisto sagde det helt enkelt: der er mange som mig og det er, når du lukke øjnene jeg arbejder allerbedst.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
Martin Niemöller (1892-1984)

Der blev også, blandt flere andre ting, talt varmt for Europa. Det er ikke det mest populære synspunkt i disse tider, hvor den debat hurtigt kan gå op i lakridspiber men Europa og EU er så meget andet og mere.

“…What a ridiculous idea, Europe. I mean, what’s the point in speaking all these different languages if you insist on understanding each other. Not for long. My people are everywhere. In Sweden, they call themselves Democrats.” – MacPhisto

EU er også et fredsprojekt. Krig syntes måske fjern efter den kolde krigs afslutning og murens fald men de seneste års begivenheder fx i Ukraine viser at krig er en mulighed.

Omkring koncerten vil jeg ikke sige jeg savnede noget. Jeg ville gerne have hørt “Sunday Bloody Sunday” og “Until the End of the World” som U2 spillede dagen før men så fik jeg noget andet som fx “The Unforgettable Fire” og “Who’s Gonna Ride Your Wild Horses”. Savnede jeg noget fra The Joshua Tree ? Ikke rigtigt selv om det album indeholde så fantastisk sange men de kan jo ikke spille alt og i 2017 turnede de med det album i anledningen af 30-året for udgivelsen.

I forhold til de andre koncerter jeg har oplevet virkede denne mere ujævn men jeg tænker at det er svært at få musik over 40 år til at blive en lang sang. Noget af det fede ved U2 er netop at de ikke er stået stille men forsøger at udvikle sig hele tiden. Jeg kunne fx ikke fordrage “Actung Baby” da det udkom i 1991 men står idag for mig som det bedste album ever.

Idag får U2 måske ikke mange nye fans men der er virkelig gode sange på de seneste album SONGS OF INNOSENCE og SONGS OF EXPERIENCE – og dem spillede de flittigt fra. Og det er godt ! Vi kan ikke bliver ved med at høre “With Or Without You” (heller ikke selvom det ER en god sag).

Koncerten den 30. blev dedikeret til Kim Larsen, som døde samme dag. Bono reciterede fra ‘This Is My Life’, som Kim Larsen og Gasolin’ udgav i 1976.

“This is my life. This is my time. You show me the light. And I go there. Give me the wine. Bitter and sweet. And a little bit of bread. That’s all I need.”

– mens en storskærm viste et portrætbillede af Kim Larsen. Stærke ord af Larsen og et flot punkttum for en vidunderlig koncert,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *