På Facebook kører igen en af disse ting med at “læg 5 billeder på” og denne gang var det så musikalbums
Jeg deltager ikke på Facebook. Det orker jeg ikke. Men jeg kom til at tænke på, hvilke LP/CDér, der har betydet noget for mig.
Jeg har lagt mærke til, at min musiksmag ligger nogenlunde der, hvor jeg lagde den, da jeg var ung. Jeg følger stadig “stjernerne” fra dengang men forsøger dog at følge lidt med. Men der er også musik som jeg har opgivet helt og aldeles..
Det er primært jazz som jeg trods ihærdige forsøg bare ikke forstår og ikke synes om. Jazz er ikke bare jazz ligesom rock ikke bare er rock men har har ikke fundet en jazz stil, jeg bryder mig om.
Jeg må også erkende, at det ikke kun er jazz, at jeg ikke bryder mig om.
Udover selve musikken er der et lag af image, opførsel og adfærd. Sådan har det været længe og det er sikkert bare mig som synes det er blevet værre.
Tidligere tiders stjerner tænkte sikket også i image og pladesalg. Image er fint. Sådan er det. Men det kan godt komme til at fylde for meget. Jeg kan ikke lige rap musik, hvor de tilhørende videoer er med unge mænd med store guldkæder, som er omgivet at storbrystede twerkende kvinder. Det er helt galt for mig.
Men jeg er ikke på det hold, som mener at tidligere tiders musikere var meget dygtigere og kunne håndværket. Det er mange som virkelig kan spille og synge og så er fx den udskældt synthesizer et musikinstrument i sin egen ret og ikke bare en klon af et andet instrument.
Generelt vil jeg sige at når det kommer til musik har jeg har meget at takke mine to venner fra EFG – Peter Gamst og Johnnie Everland – for. Vi har hørt meget musik sammen, har været i pladebutikker sammen og været til koncerter sammen. Via dem har jeg hørt musik jeg måske ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med. Og for det er jeg taknemmelig.
De 10 lp/cdér, der har haft betydning for mig:
SAGA – Saga
I min barndomsgade boede Søren, som var et par år ældre end mig. Han spillede SAGA for mig og det blev til stor kærlighed og en del koncerter med dem.
Talking Heads – Speaking in Tongues
Det var også Søren, som spillede “Burning Down the House”. Fantastisk. Det holdt ved og jeg har siden fulgt David Byrne – nogle gang på lang afstand og andre gange lidt tættere på.
Roxy Music – Flesh + Blood
Præcis hvad der satte mig igang med Roxy Music husker jeg ikke men jeg husker den var sangen “Oh yeah” fra LPén “Flesh + Blood”. Siden da har jeg fulgt dem og Bryan Ferry og det er blevet til koncerter med dem begge.
U2 – Actung Baby
På EFG mødte jeg Peter Gamst, der introducerede mig for en del musik. Bla. til U2 som i 1984, da vi gik på EFG samme, udgav “The Unforgettable Fire” og fik et hit med “Pride”. De efterfølgende LPér “The Joshua Tree” og “Rattle and Hum” (som også var en koncertfilm) var supergode men “Actung Baby” var og er et genialt mesterværk !
The Smithts – Hatful of Hollow
Dem kan jeg også takke Peter for – utallige gang har jeg skrålet med på Morrissey teatralske, krukkede, depressive sange om fx “Heaven Knows I’m Miserable Now”. Dels synes jeg teksterne var sjove og dels jeg syntes ikke altid livet som 18 årig var skideskægt…
Gangway – Sitting in the Park
I 80ern hørte jeg stor set ikke dansk musik. Det var en forfærdelig lyd og det hele virkede provinsielt. Men ikke Gangway. Dem har jeg også oplevet live et par gange…
Simple Minds – New Gold Dream
Den skive har jeg hørt SÅ mange gange. En mesterværk fra Skotland, hvor mange af sangere stadig holder ! “Hunter and The Hunted” med Herbie Hancock på keys er vindunderlig !
The The – Mind Bomb
I 1986 udgang The The (Matt Johnson) LPén “Infected” med en række kritiske sange fulgt op med videoer af høj, høj kvalitet. I 1989 udgav han LPén “Mind Bomb” – og det var det, den var for mig. Med Johnny Marr fra The Smiths på guitar fik de lavet en superb skive og jeg havde glæden at se og høre dem i Saga.
Martin Hall – Relief
I 1985 så jeg i fjersynet en udsendelse, hvor Martin Hall var med og han spillede nummeret “Resonance”. Det blev til en fascination og en interesse for filosofi.
Pet Shop Boys
Det startede med “West End Girls” in 1984. Den kørte ofte på MTV… PSB, som jeg har oplevet til koncert et par gange, er et bevis på, at pop kan være intelligent.