Risikoen ved at kigge for meget på andre er, at du enten risikere depression eller at du bliver som alle de andre.
Jeg er stor tilhænger at at blive bedre til det fotografi, som har min interesse. Og den interesse har på det seneste ligge i sportsfotografi og mere specifikt er jeg interesseret i at fotografere tennis. Sjovt nok er det også at af mine favorit sportsgrene 🙂
Tidligere har jeg skrevet om at blive en bedre fotograf og der er forskellige veje til det. Du og jeg kommer ikke uden om at der skal bruges mange timer og skydes mange billeder ! Jeg kan se at de billeder jeg tog første gang for et år siden – og som jeg syntes var gode – er knap så gode…der er sket en udvikling og bare ved at gøre det.
Måske kan man accelererer sine evner ved at se på andres billeder, læse bøger og se YouTube videoer ?
Det var min tanke men må også konstaterer at så meget er der heller ikke som “tennisfotografi”. Selvom tennis er en global sport (og den 8. største i Danmark) er det lidt en niche så lidt bredere kan man se efter “sportsfotografi”.
Og så kommer der mere indhold men de fleste ting handler om
- Grej – jo, du skal have nyt objektiv med stor brændvidde, helst et lysstærke objektiv, et kamera med god autofokus, god ISO performance, gerne en monopod etc etc.
- du skal skyde med en hurtig lukkertid og ikke være bange for ISO.
Intet nyt dér.
Denne video er en af de bedre (synes jeg):
Men jeg fandt og en bog specifik om at fotograferer tennis. Bogen er spændende derhen, at den giver en god og grundig forklaring på vinkler og komposition (jeg købte mit eksemplar på amazon.de)
Men hvad med inspirationen ?
Her er der mange muligheder ! Den hurtigste er at tage en tur på Instagram – jeg følger fx Ella Ling, Racquet Magazine og Corinne Dubreuil.
Jeg fik også fat i en bog. “1/1000th” af Bob Martin. Der er ret fede billeder af stor teknisk kvalitet. Billeder her er taget med en iPhone fra bogen – besøg hans hjemmeside for at se dem bedre !
Hvad er riskoen ?
Riskoen er nok forskellig for person til person men for mig består riskoen i to ting:
1: Depression og opgivenhed
Den kommer af, at jeg aldrig kommer til at lave et billede som fx billedet med Venus Williams ved Wimbledon som ovenfor. Det er er der flere grunde til at jeg ikke gør. Gode grunde.
Fx handler det ærligt talt om at jeg ikke vil det nok. Ting kommer ikke af sig selv. Du skal lægge en masse timer og arbejde i det. Ligesom atleten selv. Noget af det handler om at lære teknikken og spillet så timingen blive helt rigtig men en del handler også om adgang. Og for at få adgang skal du have en portfolio og gerne arbejde for et medie. Altså Wimbledon har ikke ubegrænset pladser til alverdens hobbyfotografer og vil gerne have de bedste. Skrev jeg til til Photography Liaison Manager for Wimbledon ville jeg få et pænt afslag.
Og så glemmer jeg at fx bogen “1/1000th” er resultatet af 30års arbejde. Der er 240 sider og måske 200 billeder udvalgt blandt 100.000vis af billeder. Det er cremen vi ser. Det er forresten heller ikke nemt at udvælge…
2: Alt bliver ens
Helt simplet er det meste sportfotografi dokumentation og reportage. “Roger Federer vandt igår over Rafael Nadal” billeder, som bruges i aviser og blade. Med det følger også nogle regler – alså hvad egner sig til avisen ? Ganske få stikker ud og har en kvalitet udover dokumentation. Som en ven og dygtig sportfotograf en dag sagde: “Vi tager billedet i dag og det kommer i avisen. I morgen pakker vi fisk ind i avisen”. Og det er rigtigt. De færreste billeder – og det gælder alle billeder – og en værdig, der rækker længere frem. Det kan ikke være anderledes.
Og jeg ønsker ikke at “blive ens”. Mit fotografi skal være netop mit fotografi.