I den første fotoklub jeg var i var ordene “det er en registrering” det værste der kunne ske
Fotografi er en vidunderlig ting. Fotografiet kan bruges, og bliver brugt, til mange formål som fx videnskabelig dokumentation, til at videreformidler en historie og til glæde beskuerne med skønhed og æstetik.
En fugl på en gren…
En fugl på en gren: “her er en turkis lapdykker” er sgu komplet ligegyldigt (for mig) men jeg ved at nogle har store glæde af at fotografere den fugl på den gren og fred med det. Jeg synes bare at det er helt uinteressant – men det er der også menneske, som synes om mit fotografi.
Jeg går ikke op i at ting skal ligne det de er. Ikke i fotografiet. For ikke længe siden lavede jeg dette billede:
Og der gik lang tid før jeg blev spurgt hvad det var. Hos mig er det underordnet hvad det og hvordan det er lavet. Virker det eller virker det ikke ?
Til een skrev jeg:
“Det er en orgastisk oplevelse , der undersøger det stigende relevante forhold mellem mennesket i det 21. århundrede og det pseudo…fuck, det er en lampe”
Det skrev jeg fordi jeg til tider er provokeret og frastødt af det ordgejl nogle kan finde på at sige om deres fotografi og kunst. Det er på mode i disse år med undersøgende fotografi. Alt skal være en undersøgelse og der bliver talt om “fotografiske praktisser”.
Ved udstillinger på gallerier er derfor ofte en beskrivelse at kunstneren og vedkommendes kunst. Nogle gange er det så indlysende at det er en købt tekst hos en akademiker, der tjener lidt til studiet eller en arbejdsløs akademiker. Retorikken er så tyk i det tekster.
“opstår en forunderlig ophøjethed, en skønhed og ro”, “– i etik, i æstetik, i evig dualisme “, “Kunsten at hvile, et øjeblik, en stund, i den skønhed, der findes i det uskønne.”, “brutalistiske konturer, industrialisering og revolution.”
Tallet tre (3) går igen: der er brugt den ældgamle tre-trins-raket– det er et udemærket værktøj men overbrugt bliver det til en sproglig fuser. Synes jeg.