Trods alverdens uheldige omstændigheder kom vi til Odense og Restaurant Madeleine
Hvorfor vi valgte at tage til Odense for at besøge Restaurant Madeleine er en lang historie. Kort fortalt, uden at gå i detaljer, mødte vi chefkokken Yves Le Lay til et arrangement i København, syntes at han virkede sympatisk og lovede os selv, at hans mad måtte vi smage en dag, når vi virkelig skulle forkæle os selv. Da vi så at han åbnede Restaurant Madeleine i Odense, og vi havde lyst og brug for at tur ud af København, valgte vi at tage en tur til Odense.
Vi har lidt historik omkring Odense og når vi er der bor vi gerne på First Hotel Grand. Af flere årsager men beliggenheden for os er utrolig god ! En kort gåtur fra banegården og vupti ! Det er et historisk hotel og emmer af charme. Og så ligger det tæt på Café Skt. Gertrud , der med dens franske miljø passer os godt, hvor vi altid spiser frokost. Jo, vi er vanedyr 🙂 Men vi ved at det passer os så ingen grund til at lave om på det…. Vi talte lidt med en tjener, som kunne fortælle at caféen og Madeleine havde sammefald i ejerkredsen…pudsigt sammentræf.
De uheldige omstændigheder
I dagene inden var jeg blevet forkølet. Det lyder måske ikke af noget men med min sclerose er jeg temmelig skrøbelig overfor vira og infektioner. Min medicin gør noget ved mit immunforsvar, så det slår ofte mig hårdere. Sådan er det.
Hotellet var bestilt og betalt og kunne ikke refunderes. Togbilletter var bestilt og betalt. Afbestillingsreglerne på Madeleine er 48 timer før (hvilket er fair nok !) så det ville under alle omstændigher koster os en del.
Oveni kom så den værste snestorm i mere end 15 år, hvilket betød 1 times forsinkelse fra København. En time+ som vi tilbragte på personen og i den kolde hovedbanegård ! Slet ikke godt for nogen eller noget. Med Otrivin, piller og “det her vil jeg fandeme!”-attitude gjorde, at vi kom afsted og havde en dejlig tur !
om Restaurant Madeleine
Jeg er ikke madanmelder. Så vil jeg ikke begive mig ud i en anmeldelse men komme med lidt fra vores oplevelse.
Og når jeg siger oplevelse så er det ikke tilfældigt ! Det er ikke som at tage på mange andre gode restauranter. Fx er der ikke noget a la carte men faste menuer med fx 5 eller 7 retter. Det ved du og det køber du ind på. Og det er ikke en tilfældig menu. Det er en personlig rejse med Yves Le Lay.

Tingene hænger sammen og man er slet, slet ikke i tvivl om håndværket her ! Det er udsøgt og meget smagfuldt. Lokale råvarer fra Fyn suppleret med gode råvarer fra fx Italien og Frankrig. Fx må jeg nævne de ansjoser fra Sicilien som var i Le Lays udgave af en Niçoise. Fabelagtige og en Niçoise som jeg aldrig har fået den før.
At gå på restaurant handler ikke bare om god mad. Det er i høj grad også værtskabet ! – fra du kommer ind af døren til du siger farvel skal du føle dig set og føle dig velkommen. Yves Le Lay er en mester i det og det unge personale gjorde det også godt. Der er mange, som kunne lære noget af et ophold hos Le Lay.
Jeg er vild med, at der på bordet står en kuvert, som en lukket med et segl med logoet – en madeleine. I kuverten er der en velkomst og historien bag retterne du skal have. “Storytelling” tror jeg det hedder i marketingafdelingen. Det virker.
Det er vel sjældent, at man har lyst til at nævne toilettet på en restaurant ? Men det er der grund til her. Udover pænt og nydeligt og alt det der må nævnes skærmen i et gammelt TV-møbel, som viste små sjove historiske klip og reklamer. Fx for Bonanza saftevand fra min barndom eller et klip fra da OB slog selveste Real Madrid på udebane.
Og nu svaret på om “synger engelene på Restaurant Madeleine ?” Det synes jeg. Vi havde en virkelig god oplevelse og i de timer fandtes verden udenfor ikke. Det er jo fantastisk at man kan efterlade sine bekymringer, som man i disse dage kan have virkelig mange af, ved døren og ikke få dem tilbage med det samme du går ud af døren igen. Opløftet og i god stemning. Det er det englesang kan.
PS: jeg har ikke billeder af maden. Jeg tager praktisk taget aldrig billeder af min mad. Jeg spiser den og nyder den. Andre tager billeder og afsted det går på SoMe. Det er fint. Jeg gør ikke.







Restaurant Madeleine i Odense
dette er IKKE anmeldelse !
Som sagt har jeg ingen forudsætning for at kunne lave en mad- eller restaurantanmeldese. Dertil ved jeg alt for lidt om både mad, vin og service. Men jeg kan sige, at vi har haft en virkelig god oplevelse. En oplevelse, der var både turen og pengene værd. Og det er det vigtigste.