Den 1. februar 1986 trådte jeg af døren hos Philips. Det er ikke til at forstå det er 40 år siden !
Jeg har ikke fejret 40 år jubilæum hos Philips men jeg har været med til rigtige mange 40-års jubiliæer i min tid i det hollandske selskab, hvor jeg var i næsten 25 år. Jeg husker, at jeg til min jobsamtale med legendariske Jette Holm blev spurgt, hvordan jeg så min fremtid efter den to-årige elevtid, hvortil jeg svarede at jeg ville være selvstændig… Og jeg fik den ene af de to elevstillinger. Det var jeg glad for men noget mindre da jeg kort tid før start fik at jeg vide, at jeg skulle starte i bogholderiet hos Nordisk Glødelampe Industri i Herlev. Ikke lige drømmen og bogholderi lugtede af støv og cerutter.
Men fantastiske seks måneder efter gik turen til Industrigården på Prags Boulevard, derefter Frederikskaj og næsten 25 år i selskabet tjeneste.
I ”Industrigården” mellem Prags Boulevard, Strandlodsvej og Holmbladsgade samlede Philips Danmark efter krigen deres salgsafdelinger og administration, og her blev der bl.a produceret glødelamper – masser af dem, faktisk en hvert sekund. Derudover blev der rundt om på Amager fremstillet radiorør, radioapparater, neonrør, pladespillere, barbermaskiner, grammofonplader, telekommunikationsudstyr, lysarmaturer, båndoptagere og tv-apparater.
Kilde: Huset Edison
Jeg kunne nemt fortælle en mængde anekdoter fra tiden og historien om EFG- eleven (mig), der blev Nordisk IT Chef kunne måske være god. Det kunne også være historien om rebellen som blev konform (det må blive i mine memoire). Alt efter vinkel. Men det er historie og jeg husker når vi fik besøgt af veteranklubben, der gerne ville fortælle om deres tid i 1960ér og 70érne, syntes jeg det var noget tungt, trættende og uinterresant.
Det var i sandhed en anden tid. Konglomeraternes sidste tid. De fleste havde eget kontor og der var regler for antal vinduer og størrelse på skrivebord efter din titel, direktøren havde bil og chauffør til rådighed. Og der var trykte personaleblade, som fortalte om X og Y´s 25 og 40 års jubilæum.
Men jeg har gjort mig en del tanker om tiden og hvad den gjorde ved mig. Og det er jo svært at vide med 100% sikkerhed for naturligvis er man jo ikke færdigudviklet som 19-årig og hvad mon der ville være sket hvis jeg havde takket ja til elevpladsen i en butik, der solgte biltilbehør ? Så at se tilbage er gætterier og helt klart en efterrationalisering – hvilket man skal passe på med. Eller i det mindste vide, at det ER en eftertanke. Med de forbehold det giver.
I mange år brød jeg mig ikke om tanken om en “karriere” men jo, jeg havde en karriere og var på de fine lister som hed noget med “potential” og et program med aktier og optioner. Jeg er helt sikkert blev påvirket af det også men grundlæggende har det aldrig interesseret mig. Faktisk ville jeg helst være fri, men jeg kunne godt lide anerkendelsen som betød meget for mig. At jeg duede til noget, at nogen troede på mig, at jeg kunne. På trods af manglende formel uddannelse (HD skulle man da være…).
Jeg føler mig overbevist om, at det har påvirket mig, at jeg kom i en stor, gammel og hæderkronet virksomhed og at de fleste af mine kolleger var ældre end jeg. Een ting ved jeg med sikkerhed har påvirket mig: at direktøren klagede til min chef over min påklædning. Der manglede som minimum et slips og gerne en jakke, unge mand. Dét husker jeg tydeligt. Og en anekdote jeg gerne fortæller og har fortalt mere end een gang. Fordi det betød noget for mig og gav stor vrede.
I det hele taget har der fra min side aldrig været tale om den store planlægning. Faktisk ingen. Det var i præ-MUS tiden. Men muligheder er opstået. Og flere personer har grebet fat i mig og sendt mig i en retning. Fra Per Bjørnholt, til Willy Aaboe Hansen, til Peter Andreasen og Henrik Walbom.
Desværre husker jeg også de perioder, hvor jeg blev grebet af det, perioder hvor jeg selv troede på, at JEG var vigtig. De perioder er jeg ikke stolt over. Slet ikke. Desvære er det også sådan at jeg huske alt for godt de perioder, de episoder og beslutninger, som jeg ikke ville træffe i dag. Men det lader sig ikke gøre om. Det er sådan det er. Det må jeg leve med.
Og desværre husker jeg ikke de gode ting jeg gjorde specielt tydeligt. Men jeg er umådelige glad for de tilkendegivelse jeg har fået fra medarbejdere, som ikke havde noget i klemme, har kaldt mig deres bedste chef de har haft. Dét gør mig glad og jeg ville ønske, at jeg havde taget bedre imod megen af den ros jeg fik. At jeg havde taget den bedre ind. Havde sagt “tak” og troet på det. Fremfor i mange år af have talt ned til mig selv. Det skal man lade være med. Man skal i det hele taget passe på med, hvad man fortæller sig selv og hvordan taler om sig selv. Men udadtil var alt godt og duftede sødt.
Tilbage står, at tiden i Philips har betydet meget og den har sat sine spor og med det er jeg blevet til den jeg er i dag. Det er kommet bag på mig, hvilken stor betydning det har haft. Og jeg kan ikke lave det om. Det er sådan det er .
anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis udstilling