Som pensionist på 14. år tænker jeg ofte over hvad jeg får tiden til at gå…og kan slå mig selv i hovedet
Først da jeg blev pensionist begyndte jeg at tænke på tiden. Pludselig var min kalender ikke fyldt med at alt muligt. Møder, telefonkonferencer, rejser, MUS-samtaler. Sarbanne-Oxley og alt muligt andet som var en stor del af mit arbejdsliv. Og jeg erkender at jeg ikke brugte meget energi på at tænke over hvad jeg brugte min fritid til. Den gik med min hustru, mine børn, familie, venner og det latterlige SkoleIntra.
Tiden er kostbar
Men hvad gør man når man pludselig har meget tid ? Jeg blev pensionsist som 42-årig men mange gode år foran mig. Jo. nu men en kritisk sygdom som MS, der bestemt sætter nogle klare rammer for hvad jeg kan og ikke kan. Noget at tiden er “stjålet” fra mig da jeg har brug for meget mere hvile end før men stadig har jeg meget tid. Og jeg hader udtrykket at “slå tiden ihjel”. Dertil er tiden for kostbar og jeg kan ikke købe 1 kg tid i det nærmest supermarked.
Jeg føler nærmest en forpligtigelse til at bruge tiden sådan rimelig fornuftigt. Af ansvar for mig selv, i respekt for livet men også fordi jeg har et ansvar for mine nærmeste. Og derfor har jeg ofte slået mig selv i hovedet og dænget mig selv til med bebrejdelser. Når jeg ikke har haft energien er det ofte blevet til “tag dig dog sammen, menneske!”. Men sådan er det jo ikke. Sådan virker det ikke. Min sygdom dræner energi. Det er ikke MIG, der her bestemmer 100%. I forhold til tiden starter jeg med et halvfyldt batteri, som når mobilen ikke er blevet opladet henover natten
Gør det som gør dig glad og giver dig energi
I mere end 10 år har jeg fotograferet. Det har været en stor del af min indentitet. Og meget nemmere at jeg sige “jeg er fotograf” fremfor “jeg er pensionist”. Siger jeg er jeg er pensionist føler jeg et krav om at jeg skal fortælle og forklare. Det skal jeg ikke men jeg føler det. Og det har jeg ikke altid lyst eller energi til. Jeg har intet problem med at sige at jeg har sclerose og heller ikke at jeg er pensionist. Men jeg opfatter at folk studser når jeg siger jeg er pensionist. Som de hurtigt gør sig en masse tanker og udregninger: “hmm, du ser ikke syg ud.” Bedøm ikke en bog på omslaget. Pax Vobiscum.
Derfor var det et kæmpe slag da lysten til at fotografere i 2023 blev taget fra mig. Jeg opfatter, at den blev taget fra mig. Det kan ikke nytte at dvæle ved det men jeg er vred. For det var det som i høj fra gjorde mig glad, fyldte mit liv med mening og lyst. Jeg tror der går mange år før jeg har tilgivet. Måske aldrig,
Det var anden gang at mit liv har taget en brat grønlændervending. Og det er først nu næsten et år efter at jeg ser lysere på tilværelsen. Jo, der er også kommet en komplikation ind som hedder, at jeg er JC-virus positiv nu og skal skifte medicin. Men virussen er ikke gået i centralnerve systemet. Et bump på vejen..
Jeg har fokus på at gøre ting, som gør mig glad og giver mig energi. Dét fokus kan jeg tillade mig fordi jeg ved, at det er også godt for mine nærmeste.