Jeg har tænkt mig over hvorfor jeg gør som jeg gør, hvorfor jeg føler som jeg gør
Vinterens depression gav mig ny indsigt i mig selv trods, at jeg altid har tænkt en del over mig selv: hvorfor gør jeg det, dette og hvorfor føler jeg som jeg føler ? Store spørgsmål, der ikke er et simpelt svar på – og heller ikke bare eet svar. Som altid er svarene mange facetterede og det svar jeg har nu ,er måske ændret lidt i morgen. Ens hukommelse kan man ikke stole på.
Følelsen af ikke at høre til
Når jeg tænker tilbage er det kun få gange jeg har følt at jeg hører til og hvor følelsen af anerkendelse og accept har været der. Det er en følelse og måske slet ikke rigtig – men følelse gør at det opleves virkelig. Jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg har det sådan. Det er ikke een ting og der er flere grunde.
Den ene er, at jeg er efternøler så jeg har ikke rigtig været en del af familien men en slags vedhæng. Altså, den lille lidt irriterende efternøler men måske også der fik lidt længere snor ?. Min bror var syv år ældre. Mine fætre endnu ældre. Kan jeg forstår at det jeg var 10 år at jeg ikke havde den store interesse fra min bror på 17 ? Eller mine fætre på 22 ? Ja, da. Husker jeg var misundelig når min storebror fortalte om de glade dage med familien i Vognmandsmarken, som jeg aldrig oplevede..
Vi boede i Lyngbyvejskvateret, et sølvsbryllupkvarter, og jeg havde forbud mod at komme i Studsgaardsgade, hvor alle børnene var. Jeg gik på ISJ privatskole med skolekamerater fra mange steder – der var ikke skolekammerater tæt på og ikke mange i området. Søren og Dan, som var lidt ældre, Per på samme alder som mig, Michael som aldrig var hjemme (skilsmissebarn). Henning, som jeg gik i skole med. Det er ikke mange og dernæst skulle de altid være ude kl 16:30 for da kom min far hjem fra arbejde og at have venner med hjem i weekenden var helt udelukket. Jeg husker kun, at have haft en ven til overnatning een gang i min barndom og det er også den eneste, som var med til spisning. Så jeg er ikke opdraget til at være særlig social og der er måske derfor jeg ofte finder det svært.
I skolen var der et tydeligt hieraki. Som der sikkert altid er. Jeg var, som jeg husker det, i den nederste gruppe – jeg var tyk, ikke god til sport, gik i aflagt tøj etc. Jeg følte mig ikke som sådan uden for. Det var skolekamerater siden børnehaveklassen men skiftet til NSG var ikke god. Dels skete der en masse ting med mine forældres skilsmisse og så var det en privatskole med bedre folks børn. Dress code var flannels bukser og Cavalet mappe. Jamen, for helvede..
Heldigvis kom jeg på EFG, hvor jeg fandt et fælleskab med to andre som jeg stadig har kontakt til. Her følte jeg for første gang længe accept uden pres.
På jobbet i Philips oplevede jeg at være en del af noget og så alligevel ikke helt. Jeg havde kun en EFG elev-uddanelse – ingen HD, som jeg måtte høre meget for. Og min påklædening i de unge år var unden slips og jakke. Uh, det var ikke godt ! Men jeg oplevede også succes med det jeg lavede og fik anerkendelse som jeg i den grad havde brug for. Men jeg blev for længe i Philips ser jeg i baksepejlet.
Privat flyttede vi til Humlebæk og fik kvag min hustrus arbejde en omgangskreds i shipping verdenen. Og hvis du er i tvivl er der penge – mange penge – i den verden. Så jeg følte mig som en slags “hang around” med en opholdstilladelse kun fordi min hustru var vellidt. En slags tålt ophold. Jeg forsøgte at passe ind men … lige børn leger bedst etc
Mine forældre var bestemt ikke rige ! Men der blev gået op i at man skulle opføre sig ordenligt. “Noblesse Oblige” – adel forpligter og kunne man skulle man. Samtidig var min bror meget tidligt opgivet. Stærkt ordblind og på den lokale venstreorienterede eksperimenterende kommuneskole. Næh, så var der håb for hans lillebror i katolsk privatskole. Forventninger som jeg overtog helt uden grundlag. Jeg var ikke god i skolen og da jeg sagde nej til gymnasiet (og erklæret “uegnet”) blev jeg afskrevet og min far talte ikke til mig i næsten et år.
Min far havde store armbevægelse og ting skulle gerne se ud af mere end de måske var. Det har jeg arvet lidt af og fået noget fra min mormor, som var lidt flamboyant. Derfra var jeg fået en lille skuespiltalent men også tanken om at det, faktisk alt, gerne må hæve sig over leverpostej, det kedelige, det ordinære. Jeg hader 0-0 kampe og snævre 1-0 kampe med fedtspil – så hellere tabe 0-2 med hæl og tå. Jeg vil gerne stræbe efter det storslåede, det spektakulære og dø i bestræbelserne. Jeg har aldrig haft det store behov for at vinde.
Behov for at være en del af noget
At være i job, have en god stilling gav jo en masse. Fx økonomi og status men i dag tænker jeg måske mere over fællesskabet og mennesker omkring mig. Mange gange har jeg harceleret over small talk som værende total tidsspilde – jeg tog helt fejl ! Det er vigtigt. Jeg tog også fejl da jeg efterlevede tanken om, at jobbet var midlertidigt (var i Philips i 24 år) og jeg holdt arbejdsliv og privatliv meget adskilt.
Nu har jeg været pensionist i 15 år. Og jeg har på lange stræk være god til at få en hverdag og har involveret mig i fx fotografi. Men i takt med alderen og virkninger af den progressive sclerose har jeg har mindre overskud. Og helt galt er det blevet siden sagen i 2023 – den sag som truede mig på mit eksistensgrundlag, gav fornyet sygdomsaktivitet og gav en depression.
Det korte af det lange er, at jeg savner at høre til. Savner lidt lir (små drilleri) og lidt small talk. Savner at være til nytte. Savner at være med.
Jeg er helt med på, at det kræver noget (meget) af mig selv. Der er ingen, som ringer mig op eller ringer på døren og sige “hey, vil du ikke være med her ?!” Men sagen fra sidste år sidder i mig, jeg er afskrækket og tør ikke så meget.
Måske er det med at fotografere tennis et lille forsøg på at kunne høre til. Men det er svært. Mange har spillet det i årevis og været holdkamerater, på ture og i turneringer sammen. Deres forældre har måske selv spillet tennis (tror det er vejen ind i tennis: forældre) og jeg oplever at mange ikke hilser selvom de udemærket ved hvem jeg er. Jeg har givet billeder til klubberne og spillerne (jeg har ingen glæde af dem på min computer) men stadig er der kun få, som bare med et nik viser de har set mig. Og hvem vil ikke gerne blive set ?
Jeg kan heller ikke forvente eller forlange at alle står med åbne arme og sige “Øj, det er lige dig vi mangler!”
Men jeg tænker over det og ved at der må ske noget.
Det kan måske lyde lide tude-divaagtigt. Men ingen grund til at have ondt af mig – det har jeg ikke selv ! Det er bare mine refleksioner over mit liv og efterrationalisering. Og der er her fokus på at ikke at høre til. Det er ikke det samme som ikke at føle sig elsket.
anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis Top 10 udstilling