Det lyder jo som et problem at være træt af at se sig selv….men det er mest min påklædning 🙂
Kort tid efter jeg fik MS ( sclerose ) havde jeg et behov for at rydde op. Jeg vidste ikke hvordan fremtiden ville se ud ( det er der kun få som gør) og jeg havde et behov for at lægge mit liv bag mig samtidig med at jeg ville rydde op så min familie ikke skulle have den opgave skulle det nu bliver sådan rigtig grimt.
I den proces gik meget for hurtigt og jeg traf tåbelige valg men jeg kan ikke lave det om.
Et mindre valg var, at skille mig af med tøj. Fx slips, butterflies, jakkesæt, smoking for jeg var sikker på, at det ville jeg ikke få brug for mere. Det var jo mit gamle liv og dér det hørte til. Og jeg begyndte at klæde mig anderledes. Ud med skjorterne og ind med poloer. Aldrig T-shirts. Mange T-shirts er uklædelige synes jeg. Jeg synes også, at sportstøj hører til på sportpladsen så du ser mig ALDRIG i fx træningsdragt/joggingtøj på almindelig vej. Men jeg har dog gået i gummisko – sneakers hedder det vist i dag 🙂
Jeg havde dog gemt enkelte slips for tænkt nu hvis…og en dag skulle jeg ud blandt andre og tog et slips på. Det føltes godt. Det føles trygt og sikkert. Som en rustning bag hvilken jeg kunne gemme mit lidt usikre jeg. Sclerose har gjort en del og blandt andet har jeg det svært i nye situationer og/ eller situationer med mange mennesker. Støjen, al snakken og er jeg nu god nok ?
Jeg arbejder ikke mere og kan ikke fortælle om det seneste spændende AI projekt jeg har afsluttet. Jeg kan ikke fortælle om den seneste spændende bog jeg har læst for jeg kan ikke læse en bog mere. Jeg kan ikke fortælle spændende historier fra da jeg sidste år gik på Caminoen for jeg kan ikke gå langt. Jeg kan heller ikke fortælle om vores køb af et sommerhus og hvordan vi sætter det i stand eller fortælle at jeg har købt en 911 Porsche. For jeg er pensionist og jeg kan fortælle at de stigende fødevarepriser KAN mærkes.
De jeg efter mange år havde et slips på igen, og det føltes godt, kiggede jeg på min påklædning. Var den det jeg ville, viste den mig ? Eller var den resultater af praktik og jeg havde glemt følelse af at følte sig god klædt på ? For tag ikke fejl. Selvom jeg aldrig har udstrålet stor viden om mode, noget der bare mindede om sprezzatura eller bare minimal forfængelighed har forfængeligheden altid været med mig. Regler for hvordan man klæder sig, at sætte pris på god kvalitet og følelse af at være godt klædt på er dejlig. Faktisk spurgte min mor mig ofte om dette eller hint klædte hende og hun værdsatte min mening. Og ofte tog hun den til efterretning.
“Desværre” har jeg ofte ikke udvist de store diplomatisk evner og mit ordvalg kunne godt have være mere afdæmpet men når jeg bliver spurgt svarer jeg ærligt. Lidt for ærligt og ligefremt, til tider.
I dag er det ikke god stil at kommenterer andre folks påklædning. Fx sportsfolks påklædning eller TV-værters. Jeg kommenterer det i mit private hjem og er en stor del af fornøjelsen ved at se Melodi Grand Prix (særligt det internationale) er netop at kommenterer påklædningen. Noget er flot og andet ganske rædselsfuldt. Og jeg kommentere både herre og damer. Har jeg som sådan forstand på eller har en uddannelse, som giver min mening vægt ? Nej, men jeg har en mening og holder den ofte for mig selv eller inde for mine egne fire vægge.
Jeg har læst at mange, og kendte nogle, som aldrig rigtig kom i tøjet under Covid-19 pandemien. Den var undertøj eller joggingbukser men fra livet og op var man påklædt. Man skulle jo være på Teams… forfærdeligt. Selvom, jeg har være pensionist i 15 år har jeg altid taget tøj på, jeg er altid stået op og har redt seng. Og jeg har netop bestilt et jakkesæt.
anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis udstilling