Kunne mit portrætfotografi være blevet bedre havde jeg brugt mine 10.000 timer ?

Det siges at man skal bruge min 10.000 timer for at blive god. Hvor god kunne jeg være blevet ?

Jeg har siden mit liv blev vendt på vrangen fotograferet. Alt muligt. Gadefotografi, arkitektur, portrætter, marcro, landskaber. Meget forskelligt. Og dér kunne man stoppe op og tænke lidt over det og spørge “hvorfor?”.

“Hvorfor” har mange svar:

Jeg er stødt på menensker, som er gået i en retning og jeg har fulgt efter er een forklaring (og sand).

Jeg har aldrig haft en ambition om, at blive den bedste til noget som helst.

Noget opdagede jeg hurtigt, at jeg var elendig til og i stedet for at blive i det hoppede jeg videre til det næste. Fx er produktfotografi ret kompliceret, hvis det skal være virkelig godt. Og jeg har ikke interessen eller tålmodigheden.

Jeg har ofte ikke haft energien.

Jeg har altid haft en stor tvivl og syntes ikke det var noget særlig, faktisk slet ikke godt og jeg mente ikke, at jeg kunne blive bedre. Mit potentiale, har jeg altid følt, var småt og når jeg har lavet noget godt (det skete) følte jeg det var held og at jeg ikke kunne gøre det bedre.

En overgang lavede jeg portrætter. Og mange blev faktisk ok gode. Jeg fik ros og deltog i en international fotokonkurrence og fik også ros dér. Men ros er et tveægget sværd. Dels tog jeg ikke rosen ind og have svært ved at føle det. Omvendt følte jeg nogle gange, at jeg var god og blev måske lidt arrogant på det. Og mente at jeg ikke kunne gøre det bedre – så nu havde jeg gjort det og så var det videre mod nye eventyr. Måske lidt rastløs, måske frygt.

Der var også det at jeg havde bruget en del energi og følte mig tom. For mig kræver den en stor energiudladning at sætte grej op, laver aftaler med menensker, redigerer billeder og så var der presset. Presset fra mig selv og mon de syntes om det ? Helt uoverskueligt.

Når jeg tænker tilbage var portrætfotografiet måske det, som gav mig mest, men også det som sled mest. Jeg har ikke lavet det meget. Jeg er ikke i nærheden af at have brugt de 10.000 timer det siges, at man skal bruge for at blive god til noget. Langt fra. Men i tiden med, at man fremstiller sig selv har jeg også fremstillet mig selv som en der gjorde det ofte – hvilket ikke er sandt. Det kan tælles på to hænder over 10 år.

Men jeg har da tænkt over hvad det kunne være blevet til hvis jeg var blevet i fx portrætfotografiet og havde lagt de 10.000 timer ? Jeg tror overhovedet ikke jeg var blevet en ny Richard Avedon, en ny Vincent Peters , en ny Ole Christiansen eller noget der ligner. Jeg ville måske have opnået en sikkerhed og tryghed i det så det ikke sled så meget.

I dag fotografere jeg ikke så ofte. Det bliver lidt på ferier (fx Paris – en håndfuld billeder ) og så tager jeg nogle gange ud til tenniskampe og tager et kamera med. Det synes jeg er sjovt men jeg fornemmer også at min tilgang til den type fotografi er meget påvirket at det, jeg har lavet tidligere og påvirket af det syn jeg har på billeder. Fx er jeg ikke besat af at alt skal være skarpt og synes faktisk at det meste tennisfotografi er en kedelig registrering. “Her server X”. Men det skal ofte bruge til et avis som dokumentation. Det er ok – jeg skal bare ikke lave det.

Det betyder ikke at jeg ikke “jagter”. Det ligger lidt i blodet at jeg gerne vil gøre det godt og leder hele tiden efter den ENE billede, som vil gøre mig lykkelig 🙂 Men jagten er nu også spændende…

anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis Top 10 udstilling

Skriv en kommentar