Jeg skrålede med på The Smiths’ mere depressive sange
The Smiths var mega store I 80érne hvor jeg var ung og jeg har skrålet så meget med at jeg stadig er hæs
The Smiths var mega store I 80érne hvor jeg var ung og jeg har skrålet så meget med at jeg stadig er hæs
“Henrik, kan jo blive skuespiller med den begavelse eller politiker med den statur”. Jeg var paf og det var min mor også.
Årene i skolen har formet mig, som den former alle børn på godt og ondt, og mig har den også formet.
Et skifte i foto redigeringsprogram Sente mig også en tur i billedearkivet som var en gensyn og anledning til at se tingene anderledes.
Og man kommer nemt i en nedadgående spiral, hvor at jo længere tid du har været væk jo vanskeligere er det at komme tilbage. Der sker noget med een.
Foretækker du at tale om det mere end du laver det er det også ok men så kan du heller ikke forvente at blive hyldet for dine billeder.
Til tider er jeg provokeret og frastødt af det ordgejl nogle kan finde på at sige om deres fotografi og kunst.
Du kommer til et nyt stadie hvor, hvad andre siger ikke er vigtigt mere og du kan og må gøre det du selv synes.
Jeg har altid følt at den bedste ros man kan få er hvis der er nogle som vil købe ens billede og have det hængende i deres hjem. Det er en meget stor ros som jeg værksætter meget.
Reglerne opfatter jeg som “the code” er i Pirates of the Caribbean: mere guidelines end egentlige regler. Regler er der rigeligt af i forvejen.
Meget unikt er kommet fra vores nabo mod syd: Tyskland – landet, der har givet os fx Göethe, Kraftwerk og Dieter Rams.
Noget af det har jeg taget med mig – det blev stoppet godt ned i rygsækken. For jeg kan godt lidt at du har en mening om tingene og vil gerne diskuterer med dig.