Jeg er blevet ældre og det seneste attak har ikke forladt mig og det er nu klart, at jeg har brug for tilgivelse
Måske er det også juletiden som får mig til at tænke på det som jeg opfatter som en grundsten i kristendommen: tilgivelse, som også et et udtryk for næstekærlighed. Men ofte er det mig selv jeg har svært ved at tilgive. Det er ganske klart at jeg er uperfekt men jeg kan ofte pine mig selv med ting jeg ikke gjorde godt nok, ting jeg gjorde og ting jeg ikke gjorde. Det er ofte svært at være et godt menneske.
Ofte har jeg nemt ved at tilgive andre men må også erkende, at jeg har meget svært ved at tilgive dem, som satte mig i en presset situation i næsten et halvt år. Dét har haft konskvenser for mig og min familie. Jeg burde sige at nu er det overstået og så er det videre men det har jeg svært ved.
Det siste attak synes jeg har ændre min personlighed lidt. Jeg har mistet lysten til det meste som fx at fotografere, mistet energien og troen på morgen. Og jeg er blevet mere en sur gammel mand. Lidt småbrok, lidt negativitet, meget mangel på glæde. Og det går ud over mine omgivelser og det gør mig ondt. Det er jeg ked af og kan kun håbe på tilgivelse.
Måske har jeg en depression ? Det vil jeg ikke udelukke.