På et tidspunkt i slut 1970érne var jeg i en periode på børnehospitalet på Fuglebakken
Jeg husker det kun i glimt. Jeg husker stuen jeg var på og een anden dreng. Jeg husker ikke, hvordan bygningen så ud men der er enkelte ting jeg husker derfra og noget jeg har lært af opholdet. Læringen er en refleksion som voksen og ikke noget jeg havde den gang i slut 1970erne. Jeg kan heller ikke huske præcis, hvornår jeg var der men det må have været i ca 1979.
Men jeg kan huske, hvorfor jeg var der: overvægt. Jeg var overvægtig. Som alle andre i min familie undtagen min faster og onkel. Nogle var en del overvægtige, andre mindre overvægtige. Men overvægtige var vi alle. I mit barndomshjem blev der aldrig serveret salat. “Kaninfoder” som min far sagde. Eller frugt. Eller fisk. Og når der skulle hygges var det med is eller kage. Sådan var det. Og på et tidspunkt var jeg ked af at være overvægtig, var hos læge og kom på et ophold på børnehospitalet på Fuglebakken.
Der var jeg sådan set på kur men jeg skulle også lære noget om kost. Der har altid været “mode” i kostråd og man har taget fejl mange gang. Vores allesammens “Professor Slank” – Arne Astrup – siger det tydeligt i denne artikel på Politikken. På det her tidspunkt og med lægen på Fuglebakken var det kulhydrater. Og det er sikkert rigtigt. Men udover, at jeg selv kunne bestemmer hvornår jeg ville hjem – det var jo en frivillig indlæggelse – var problemet, at jeg kom tilbage til hvor jeg kom fra. Det samme hjem med det samme mad. Min mor, for det var hende som lavede mad, kunne ikke lave mad på anden måde. Det var før internettet og hvordan fandt du velsmagende, kalorielette opskrifter i 1979 ? Når man kommer ud og tilbage til det samme miljø for før…ca 30% af dem som bliver løsladt for kriminalitet begår begår ny kriminalitet efter to år. Det er klart for mig.
Og så var der jo opfattelsen. Måden hvorpå man så på overvægt. Det var alle i familien. Det var normalen. Og man forsvarede overvægten. Man sagde til sig selv at det var godt at have noget at stå imod med. Jeg fik jo at vide at det var fint og blev drillerierne for meget skulle jeg slå. Hvilket jeg gjorde nogle gange. Og det jo fin pædagogik, ik ? Det giver jo et underligt selvbillede, som følger mig også i dag. Det betyder utroligt meget, hvordan du ser dig selv og hvilke historier du fortæller dig selv. Jeg så ikke mig selv som overvægtig og hvis nogen sagde noget så…kunne de få nogle bank !
Læringen
Men jeg lærte noget af opholdet på ca tre uger:
1: det er utroligt svært, at undslippe barndommens madvaner. Dét mad man laver og måden man laver det på. At ting som kage og is er det samme som “hygge”, en måde at være samme på, at du fortjener og “det feder først i morgen og da er du ikke hjemme, høhø”.
2: på opholdet var der undervisning. Jeg havde min bøger med og lærerene fortalte hvorlangt man var etc. Men her var det udervisning med en lære og vi var kun 2-3 elever på mit klassetrin. Altså mere lære per elev. Og det gjorde noget godt ! Da jeg komme tilbage til min skole – ISJ – var jeg blevet bedre. Specielt i engelsk, som jeg husker det.
Og det er jo ganske tankevækkende, når vi taler om antal elever i en klasse, om ekstra / to lærere i en klasse. I dag hvor så mangee går ud af folkeskolen uden at kunne bestå danske eller matematik. Fx i København men det er ikke en “Københavnerproblem” men et problem i hele landet. Noget om man bør gøre noget ved. Pronto.
anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis udstilling