Paris. Igen ?!
“Igen?!” vil nogen måske sige men der er altid nye oplevelser i Paris
I de seneste 10 år har vi været i Paris nogle gange og i nogle år mere end een gang. Sådan bliver det også i år. For mit vedkommende bliver det til hele fire (4) gange !
Og det har fået mig til at tænke på, hvad det er som trækker og at vi kan blive ved med at komme der. Nogen vil finde det både uopfindsomt, kedeligt og dovent. Men vi elsker det !
Som en vigtig by gennem mere end to årtusinder er Paris i dag et af verdens førende forretnings- og kulturcentre, og byens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, massemedier, mode, videnskab og kunst bidrager til dens status som en af verdens større byer med New York og London
Kilde: Wikipedia
Der er en masse historie naturligvis og dermed også en lang og stor indflydelse på dansk historie og kultur. Dét er der mange, som ved mere om end jeg.
Det er en anden livsstil end den danske. Det skyldes sikkert alt muligt som historie, klima, økonomi, geografi etc men faktum er at livsstilen i Frankrig er forskelligt fra den danske. Vi kommer primært i Paris og livstilen dér er nok meget forskellig fra den i Normandiet ligesom der også er forskel på København og Thyborøn.









Jeg er glad for at Paris kun er en kort flyvetur fra København. Lange rejsedage passer mig overhovedet ikke ! Jeg har ikke energien, jeg har ikke tålmodigheden. Det havde været skidt hvis jeg var glad for New York (har ikke været der og komme det sikkert aldrig) Det betyder, at man kan tage på en forlænget weekend – jeg sidder ikke i et fly i otte timer for at flyve tilbage i otte timer tre dage senere.
Nu vi har været i Paris nogle gange føles det meget hjemmevant. Vi ved hvordan man kommer rundt, har en god pejling på, hvor ting ligger og afstande. Det er med til, at give en mere rolig tur. Jeg skal ikke rode med kort på telefonen (hader det !) og jeg ved, hvor man køber billet til Metro og bus.
I Paris ligger vi meget løse planer. Vi vil ikke have en stramt program for der skal være plads til at fornemme om man på dagen har både lyst og energi. Med min MS ved jeg aldrig helt, hvad jeg vågner op til og så er det ærgerligt, at have planlagt alverdens ting. Jeg er ikke fan af, at stå i lange køer og derfor kan det være nødvendig at købe billet og et tidpunkt på forhånd. Men det er jeg nu heller ikke fan af. Jeg forstår det godt men glæder mig over, at jeg HAR oplevet at gå helt frit under Eiffel tårnet og bare købe en billet ved lugen. Det er slut, desværre.
Ofte ser vi noget nyt for Paris er en storby med mange skiftende udstillinger og interressante monumenter og kvarterer. Men ofte vender vi tilbage fordi man ofte ser noget nyt anden gang man kommer et sted.
Selv taler jeg ikke et ord fransk men kommer langt med et smil og et “merci”. Mange taler også engelsk – mange gør ikke – men jeg er glad for at min hustru taler fransk. Det gør en forskel. Men glem aldrig respekten og smilet !
Cafélivet i Paris er legendarisk. Nogle kan sidde på en café i timevis og bare betragte livet og mennesker. Dét er noget jeg stadig øver mig på. Men til gengæld er jeg glad for bistroer og deres mad. Afslappet atmosfære og enkel, ærlige retter
Bistroer serverer typisk en række fransk-inspirerede retter, såsom salater, suppe, postejer, æggeretter, gryderetter og brød. Ofte er der fokus på sæsonens udbud af råvarer.
Kilde: Lex
Du kan naturligvis også spise voldsom godt og dyrt på en af de mange Michelin-stjerne restaurant 🙂 Eller på af af de mange fx japanske restauranter. Mulighederne er mange i Paris. Og derfor kommer vi der igen og igen.
anmeldelser fotografi ide inspiration multipel sclerose Musik Paris rejse tanker tennis udstilling

